700 fasaner i en besætning nordvest for Nykøbing Falster bliver aflivet onsdag efter fund af fugleinfluenza blandt dyrene.

Prøver fra Statens Serum Institut viste mandag, at en fasanbesætning nordvest for Nykøbing Falster er ramt af fugleinfluenza.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at begrænse risikoen for smittespredning til andre fugle og af hensyn til dyrevelfærden, afliver styrelsen dyrene onsdag. Aflivningen sker i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Udbruddet på Falster er nummer 31 siden oktober 2025, og samlet er der aflivet mere end 600.000 fjerkræ i hele landet i denne fugleinfluenzasæon.

Fugleinfluenzaen fortsætter sin spredning
Se også:

Fugleinfluenzaen fortsætter sin spredning

- Vi har tidligere på året haft et udbrud af fugleinfluenza tæt på Nykøbing Falster, og vi opfordrer derfor alle, der holder fjerkræ i området, til fortsat at være opmærksomme på deres dyr og følge vores vejledninger til at forebygge smitte med fugleinfluenza. Det gælder bl.a. at man husker at skifte fodtøj, når man går ind til dyrene, sørger for at ens fjerkræ er overdækkede, og endelig fodrer sine dyr under tag, så kontakt med vilde fugle undgås, fortæller enhedschef i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie.

Styrelsen har nu oprettet en beskyttelseszone i en tre kilometer radius samt en overvågningszone i en 10 kilometer radius omkring den smittede besætning. Fugle- og fjerkræejere, der ligger inden for zonerne, skal registrere deres besætning på landbrugsindberetning.dk.

I begge zoner gælder nu skærpede krav til alle fjerkræejere, som blandt andet betyder, at de ikke må flytte fjerkræ, æg eller fjerkræprodukter ind eller ud af zonen uden særlig tilladelse fra Styrelsen.