Under stormen Dave var der mange steder sandflugt. Især Vendsyssel og Himmerland var hårdt ramt, men der er også meldinger fra Djursland og andre steder i landet.
Veje og landskaber blev indhyllet i jord-skyer, og da vinden havde lagt sig, kunne man se jorddynger, der havde lagt sig langs skel og hen over markveje. Men der er en vej til at holde jorden på matriklen, peger FRDK på i en pressemeddelelse.
- Marker, der er bearbejdet, er særligt udsatte for sandflugt. Overfladen bliver meget fin, og når vi får en storm som Dave, så flyver de fine partikler væk. Så simpelt er det, siger FRDK Pløjefrirådgiver og planteavlskonsulent Leo Bajlum fra Fjordland.
Det er især de lette jorder, der er mest udsat for fænomenet. Reduceret jordbearbejdning stopper sandflugt En måde at komme problemet med vind- og vanderosion til livs er ved at stoppe jordbearbejdningen.
Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) hører fra mange medlemmer, at problemet er væk allerede det første år, ploven holdes fra markerne.
- Når man ikke bearbejder sin jord, så holder man jordoverfladen intakt, og i dyrkningssystemer med reduceret jordbearbejdning har man ofte enten planterester eller levende rødder på marken, som også er med til at holde på jorden, siger Leo Bajlum.
Kan ødelægge afgrøden
En ting er, at det øverste muldlag blæser væk, og at man dermed mister det gode muldlag, man gerne vil beholde. En anden ting er, at hvis der er nysåede planter, så risikerer man, at de går til. Det kan resultere i, at man er nødt til at så marken om, og dermed få etableringsudgifterne én gang til.
Her i det tidligere forår er det kornmarker, der kan forsvinde, mens det senere er majsen, der kan blive ødelagt ved at blive sandblæst under et blæsevejr.
- Vi kan se både korn- og majsmarker, der er helt ødelagt på grund af slid fra sandet, siger Leo Bajlum.
Vand kan også skade
Vinden kan gøre stor skade på overfladen, hvis den er bearbejdet og porøs. Det kan vand også.
- Vi ser store problemer med erosion, når der kommer de heftige og hurtige regnskyl. Så kan jordoverfladen erodere, og der kan komme dybe skylle-render i marken. Det er et fænomen, vi ser mere og mere, efterhånden som vi får flere ekstreme vejrhændelser, siger Leo Bajlum.
Erosion kan være årsag til udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet. Her er især fosfor et problem, men der kan også udvaskes kvælstof.


