Den ønskede fusion mellem Them Andelsmejeri og Arla kan ikke gennemføres. Det fortæller Arla i en pressemeddelelse.
Parterne har fået en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne, der aflyser planen.
Det ærgrer landedirektør for Arla Danmark, Henrik Lilballe Hansen, som dog er glad for, at der nu er kommet en afklaring.
- Der er kommet en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne, der i realiteten umuliggør den ønskede fusion mellem Arla og Them. Konklusionen er derfor, at det ikke giver mening for os at bruge flere ressourcer på projektet, siger Henrik Lilballe Hansen.
- Vi takker Them for et godt samarbejde omkring projektet og processen med myndighederne. Vi har strakt os rigtigt langt for at nå i mål. Derfor ærgrer det os også, at planerne ikke kan gennemføres, siger landedirektøren.
Them Andelsmejeri kontaktede i foråret 2024 Arla for at undersøge, om Arla ville byde mejeriets 12 andelshavere velkommen, og samtidig stå for den fremtidige produktion af Them oste.
Det førte til en aftale der betød, at Arla skulle have ansvaret for at sikre, at der også i fremtiden vil være Them-oste rundt omkring i de danske kølediske.





