Spiras' energiafdeling er nu godkendt til at udføre klima- og energisyn i landbruget, oplyser rådgivningsvirksomheden i en pressemeddelelse. Dermed kan Spiras hjælpe større landbrugsbedrifter med at leve op til de nye lovkrav og samtidig omsætte energigennemgangen til konkrete forbedringer.
Kravet gælder landbrug med et årligt energiforbrug over 10 terajoule, (2.780.000 kWh) alle energiarter inklusive, også biobrændsel.
Omkring 400 bedrifter forventes at være omfattet. Fristen for at få gennemført klima- og energisynet er 1. august 2026.

Hos Spiras er målet, at energisynet ikke blot bliver en formalitet, men et værktøj, der skaber reel værdi i hverdagen. Rådgivningen tager udgangspunkt i landbrugets drift og teknologier, fra ventilation og tørring til energiproduktion og køl.
- Vi arbejder hver eneste dag i landbruget over hele landet. Vi kender driften, teknologierne og de reelle udfordringer, og det er en vigtig årsag til, at vi nu er godkendt efter den særlige brancheordning, siger afdelingschef hos Spiras, Anders Andersen.
Han bliver suppleret af energirådgiver Kurt Mortensen, der fremhæver, at klima- og energisyn typisk giver en markant effekt på landbrugets bundlinje.
- Ved stort set alle besøg finder vi muligheder for at reducere energiforbruget markant. Ofte er der tale om enkle tiltag eller justeringer, som hurtigt kan mærkes på både økonomien og klimaaftrykket, siger han.
For at gøre det nemt at komme i gang har Spiras udviklet en gratis online beregner, hvor landmænd hurtigt kan tjekke, om de er omfattet af kravet.





