I læderloftet er der røde dioder. Der er også en walkie og en bundmåtte i læder. Udenpå er der ekstra lys med blitzeblink og bøjle på taget, lys mellem hjulene, der ligesom sidemarkeringerne blinker sammen med blinklyset på den nye JCB Fastrac 4220 Icon.
- Der er kommet lidt ekstra på den her traktor. Der må godt lige være lidt mere end hos de andre. Jeg er nok lidt skadet fra de 15 år, hvor jeg kørte lastbil. Det var der, jeg startede med at have fokus på at have ekstra lys, fortæller Thomas Friis, der ejer Ejstrupholm Maskinstation og har købt JCB'en.
Han er på sin første køretur med den nye traktor og er i gang med at køre grus på nogle af grusvejene i Ikast-Brande Kommune, da han har en pasningsaftale med kommunen.

- Det er dejligt at komme ud og køre i den. Jeg kører selv i den nye traktor, og jeg har opgaver inde til de næste tre måneder, siger Thomas Friis, der har så mange opgaver i bogen, at han også har udvidet og har ansat de to første medarbejdere.
Er det nødvendig eller bare fedt med at ekstraudstyret?
- Det er altid nødvendigt - eller det er det ikke, men det er bare mange timer, man sidder i den. Den anden traktor, jeg har, som min ansatte Emil lige har overtaget, har jeg lige fået lavet 3.000 timers service på. Den er 21 måneder. Så det er mange timer. Jeg plejer at sige, at traktoren er min stue, så der skal være lidt ekstra. Det skal der være penge til, ellers gider jeg ikke.

Tre slingrelamper i stedet for en
Efter den nye JCB er der i dag en grusudlægger. Selve vognen er egentlig 20 år gammel, men maskinstationen har kun kørt med den siden 2024.
- Vi har bygget og lavet om på den, og så her i vinter, synes jeg, at vi var kommet så langt med den, at den fortjente at få noget maling. Så vil skilte den ad og fik den sandblæst og malet, og så har det taget lang tid at lave alt det lys, der også er på den. Men om vinteren har vi ikke så meget andet end vintertjeneste, så vi har gået og hygget med det på værkstedet.
Udlæggerens undervogn er fra Sverige, og selve kassen er fra Bredal.
- Det er faktisk en kalksprederkasse, men jeg har vendt kassen om, så den læsser grus ud i forenden i stedet for i bagenden, så kan jeg fra førerhuset se, hvad jeg kører og laver.
Og så er der selvfølgelig også en masse ekstra lys og detaljer på vognen.

- Der er gået meget tid med at lave alt det ekstra lys, og vi har også fået lavet en specialkofanger, hvor der er rødt lys i vores navn. På siden er der seks markeringer foroven og seks forneden, hvor de nederste blinker sammen med traktoren. I de øverste er der blitzelys ligesom med traktoren. Bagpå sidder der fire i toppen med rødt lys, og så har vi kamera, arbejdslys og rødt lys nederst, forklarer Thomas Friis og fortsætter:
- Vi er kommet godt i mål. Der er gået næsten fire måneder med vognen, så det har været en lidt hård proces, men det er også blevet godt. Mine kammerater har grint meget af det - eksempelvis har vi tre slingrelamper ude i siderne af kofangeren. Der sidder normalt en, der er nogle, der har to på, så vi har tre, fortæller Thomas, mens han griner.

Maskinstationen er ved at samle sammen til på et tidspunkt at skulle bygge en grusudlægger mere. Allerede to uger efter den første køretur med den nye JCB var der 100 timers service.










