Bornholm er ikke kun rig på natur og klipper, den er også rig på sten i landbrugsjorden.
Det mærker man tydeligt hos Engegårds Maskinstation, hvor Elho-stensamleren igennem et par sæsoner nu er blevet en kundefarvorit.
- Hvis der er noget, vi har på Bornholm, så er det sten. Vi er stenrige i marken, og vi gider ikke samle sten med hånden, og det gider kunderne heller ikke, lyder det fra medejer Johnny Stouv.
Og netop de mange sten er årsagen til, at stensamleren sjældent står stille. Opgaverne er mange, og det er ofte de samme kunder, der vender tilbage år efter år, især når vårsæden skal i jorden.
Før maskinen blev en del af maskinparken, var stensamling en tung og tidskrævende affære for både maskinstationen og kunderne.
I dag er arbejdet blevet langt mere effektivt, og det har gjort løsningen populær. Særligt udlægsmarker får en tur.

Hos Engegårds Maskinstation driver man selv omkring 350 hektar, og her bliver stensamleren også flittigt brugt på alle hektar. Men med både egne og kundernes opgaver kan det være svært at nå det hele.
Foråret er højsæson, hvor både stensamleren og møgsprederne er i konstant drift, og det er opgavetyper, maskinstationen især bruger meget tid på.
Samtidig bliver stensamleren også brugt til andre opgaver i løbet af året, blandt andet i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde, hvor der bliver ringet efter den.
- Der er bare sten, kan jeg hilse og sige, når vi rammer en mark, som ikke før har været igennem med stensamleren, men folk - og også os selv - bliver ofte overraskede over, hvad den kan præstere, lyder det fra Johnny Stouv.
Samtidig er der en anden faktor, som spiller ind: arbejdskraft. Det er ganske enkelt blevet sværere at finde folk til manuelt at samle sten, og derfor giver maskinløsninger som Elho-stensamleren endnu bedre mening.





