Danish Crown betaler uændret 9,45 kroner pr. kg i den kommende uge. Også søerne afregnes uændret med 5,25 kroner pr. kg.
Danish Crown konstaterer ganske vist i sin markedsberetning, at påsken indvirker på afsætningen af grisekød.
Familier samles om påskebordet, og det giver større afsætning af udbenede varer, men samtidig holder forædlingsindustrien i Europa lukket, og det betyder dårligere afsætning af varer med ben.
- Derfor er det alt i alt et uforandret marked samlet set, siger Jens Peter Clausen, der er direktør for Danish Crown Industry.
Han konstaterer, at den kortere påskeuge skaber nogle nye dynamikker på den korte bane.
- Men det interessante bliver, hvad der sker, når påsken er ovre, siger han.
Jens Peter Clausen vurderer, at meget lige nu afhænger af, om vejret efter påske kommer til at indbyde til, at grillen tændes rundt om i Europa, så efterspørgslen løftes.
På markederne udenfor Europa oplever Danish Crown et stabilt salg.

