Hos Agrotek i Hobro er direktør Niels Vestergaard godt og grundigt træt af natlige indbrudstyve, der går målrettet efter maskinforhandlerens Valtra-traktorer i den udendørs udstilling.
- To gange indenfor fire måneder har vi haft tyveri, hvor det er lykkedes tyvene at stjæle samlet tre traktorer og forsøgt at stjæle en uden held, fortæller Niels Vestergaard.
I december sidste år havde Agrotek det første tyveri, hvor tyvene stjal to traktorer. De stjal både en ny Valtra G125 og en brugt Valtra T172.
For en uge siden var den gal igen. Her lykkedes det tyvene at bryde låsen op på en Valtra N154 og en Valtra A104, men den sidste måtte de opgive at køre med, fortæller Niels Vestergaard.
Alle de stjåldne traktorer var aflåst og sikret på alle mulige måder, alligevel lykkedes det tyvene at bryde tre af dem op og køre traktorerne fra stedet på hjul.

Agrotek har videoovervågning af tyverierne, hvor man kan se, hvordan tyvene løber rundt på området.
- Man kan tydeligt se dem løbe rundt på videoerne. Det ser altså mærkeligt ud. Når der kører en fragtbil forbi ude på vejen, så løber tyvene igen ind i buskene og gemmer sig, fortæller han.
Selvom tyvene gjorde en ihærdig indsats for en uge siden, lykkedes det dem ikke at starte en model Valtra A104.
- Man kan se, hvordan de har forsøgt at skille tændingslåsen ad, men uden held. Desværre ser det ud som om, de ved noget om Valtra´er. Det kan vi se ud fra den måde, de har åbnet kabinen på og startet dem på. Hver Valtra har sin egen individuelle nøgle, så det kræver særlig viden, at starte en Valtra uden nøgle, fortæller Niels Vestergaard.
DNA og fingeraftryk
Agrotek har været i kontakt med politiet, der har undersøgt den traktor, som stod tilbage, for DNA og fingeraftryk.
- Det er da smadder ubehageligt at opleve. En ting er kroner og øre i selvrisiko ved forsikringsselskabet, dertil kommer den manglende avance ved salget og ubehaget ved at lave ubudne gæster, siger han.
Niels Vestergaard har sin egen teori om tyvebanden.
- Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg har mistanke om, at de kører de stjålne traktorer ud i en maskinhal i udkanten af Hobro. Efter et stykke tid, når støvet har lagt sig, så bliver traktorerne afhentet på lastbil og kørt over grænsen. Sikkert som bestilt arbejde, fortæller han.
Agrotek har været i kontakt med forsikringsselskabet, som fortæller, at traktorerne kan dukke uventet op i udlandet flere måneder efter tyveriet.
Efter tyverierne har Agrotek skruet markant op for både overvågning, sikring af traktorerne og lyset på udstillingspladsen.
Agrotek har både afdelinger i Hobro og Brønderslev, men har kun oplevet tyverier i Hobro.





