I en tid hvor veganere hælder rød maling på sig selv, og lader sig portrættere foran et svineslagteri, i et forsøg på at tale dyrenes sag, og hvor grisenes sundhed og velfærd er et emne, som vi alle har en holdning til, bliver stadig flere grise produceret udenfor Danmark under forhold, som ligger langt fra de forhold, den danske forbruger blot drømmer om. Det er et skisma, at vi på den ene side ønsker en helt bestemt produktion med strenge krav til dyrevelfærd og miljø, og samtidig går vi ned i vores supermarkeder og køber det billigste kød fra udlandet - eller vi spiser på det lokale pizzeria, hvor de fødevarer vi putter i munden, er umulige for os at identificere. Vi ønsker altså en anden produktion, end den vi i hovedtræk vælger at forbruge af.
Hele tiden hører man historien om, at vi skal vælge at omlægge til en mere nichepræget produktion, og fremtiden ligger i storytelling. Samtidig har vi en slagterigigant, som skubber på mod en stadig mere effektiv produktion, hvor filosofien er en hel anden. Spørgsmålet er blot, i hvilken lejr bor sandheden?
Lad os bare slå det helt fast en gang for alle. Den søde pige foran Horsens slagteri vil ikke få held med at standse forbruget af kød. Vi bliver ikke en nation af veganere, så det er ikke der, sandheden bor. Men hendes protest påvirker folks syn på kødproduktion - og det at holde dyr - i en retning hen imod forhold, der er næsten umulige at gennemføre. Jeg har sagt det før, men gentager gerne, at det er en udfordring, at 10 procent af vores slutkunder reelt forsøger at afgøre, hvad de resterende 90 procent skal tilbydes. Er vi helt sikre på, at sandheden bor i en lejr, hvor produktionen bliver så dyr, at end ikke de kritiske danske forbrugere er villige til at købe det?
Jeg vil ikke forsøge at pådutte folk min hjemmestrikkede filosofi om, hvor produktionen bør bevæge sig hen, men alene sætte spørgsmålstegn ved, om vi foretager de rigtige valg.
