Såsædsproduktionen hos Danish Agro bliver ifølge koncernens egen vurdering fremtidssikret med en ny såsædsfabrik, som ifølge koncernen vil optimere produktionen og give omkostningsbesparelser. Desuden forventes den nye fabrik at øge Danish Agros såsædskapacitet med yderligere 10.000 tons såsæd årligt.
Det nye setup betyder, at de to nuværende såsædsfabrikker i Nørresundby og Skovby afløses af en fabrik i Auning på Djursland. Og projektet er allerede sat i gang.
- Fra starten af 2026 har vi igangsat en optimering af vores produktion af såsæd ved at slå to fabrikker sammen til én. Hermed får vi en moderne såsædsfabrik i Auning, som har en god, central beliggenhed for vores produktion, siger markedsdirektør i Danish Agro, Christian Hjerpsted.
Medvirkende til beslutningen om at bygge en ny såsædsfabrik er, at såsædsfabrikkerne i Nørresundby og Skovby står over for betydelige renoveringer for at kunne fortsætte en fremtidsorienteret produktion.
Derfor besluttede Danish Agro besluttet at samle såsædsproduktionen fra de to fabrikker på fabrikken i Auning, som lige nu er kornlager.
Christian Hjerpsted fortæller, at det ud over de forestående renoveringsomkostninger også har spillet ind, at der er lejeomkostninger forbundet med såsædsfabrikkerne i Nørresundby og Skovby.
- Forholdene på fabrikken i Auning er derimod velegnede til såsædsproduktion, og vi får samtidig øget vores kapacitet til at kunne producere yderligere 10.000 tons såsæd årligt med det nye setup, forklarer Christian Hjerpsted.
Såsædsfabrikken i Nørresundby blev lukket den 31. december 2025, og efter forårssæsonen 2026 lukkes såsædsfabrikken i Skovby.
Til efterårsproduktionen 2026 åbnes fabrikken i Auning som ny såsædsfabrik, og foruden den nye fabrik i Auning fortsætter Danish Agro med at producere såsæd på fabrikkerne i Sjølund og Dalmose.





