Også i uge 14 lyder Danish Crowns notering på 9,45 kroner per kilo. Det er tredje uge i træk på samme niveau.

I sin markedsberetning oplyser slagteriet, at der fortsat er rigeligt med kød på det europæiske marked, og det gør, at priserne kun langsomt flyttes, fordi kunderne ikke har besvær med at finde de mængder, der er behov for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det ses også på de europæiske frostlagre, som stiger.

- Der flyttes en smule på priserne og mest på varer med ben, men det er vanskeligt at trykke markante prisstigninger igennem, når udbuddet fortsat er stort. Derfor skal der rykkes ved balancen i markedet, og det kræver, at foråret får forbruget til at stige, siger Jens Peter Clausen, der er direktør for Danish Crown Industry.

På markederne udenfor Europa er der fortsat et fornuftigt salg, men også her løftes udbuddet af varer fra blandt andet Brasilien.

Også noteringen for søer ligger stille på 5,25 kroner per kilo.