De knap 500 stande på Roskilde Dyrskue er allerede udsolgt, selv om der stadig er to måneder til, at dyrskuepladsen åbner. I år har der været stor interesse fra både nye og garvede udstillere.
Et af de helt store trækplastre for både landmænd og entreprenører er maskinudstillingen, som igen i år sætter rekord.
I en pressemeddelelse oplyser dyrskuet, at maskinudstillingen gennem flere år har været i stabil vækst - både i størrelse og i antal deltagere. Med 68.703 kvadratmeter udstillingsareal og i alt 192 maskinudstillere er dyrskuet Danmarks største udendørs maskinudstilling.

- Det er fantastisk, at vi på trods af mange udfordringer i branchen oplever en stigende interesse fra udstillere, der ønsker at være en del af Roskilde Dyrskue. Jeg glæder mig samtidig over det gode samarbejde med udstillerne, hvor mange har været med i årtier og stadig vender tilbage, siger Niels Mathiasen, der er ansvarlig for maskinudstillingen.
Også erhvervsudstillingen med blandt andet madboder, ryttermarkedet og energiudstilling er fuldt booket.
- Efterspørgslen har været så stor, at flere virksomheder, som har vist interesse, ikke har kunnet få en standplads. Men vi glæder os til at byde både nye og gamle udstillere velkommen, siger Niels Mathiasen.
Roskilde Dyrskue finder sted 29. maj - 31. maj.





