Debatten om TFA (trifluoreddikesyre) har brug for mere af det, vi ofte efterlyser i miljøpolitikken: proportioner og et solidt fagligt grundlag.
I en dansk rapport sammenlignes TFA-indholdet i jord fra økologisk drift gennem næsten 50 år med helt almindelige konventionelle jordprøver.
Resultatet er opsigtsvækkende - og burde få alarmklokkerne til at ringe hos beslutningstagerne: Forskerne finder ingen forskel i mængderne af TFA mellem de to dyrkningsformer.
Samtidig er det vigtigt at sige højt, at datagrundlaget er meget lille - kun tre økologiske og tre konventionelle jordprøver - og netop det peger på et mere grundlæggende problem i hele TFA-debatten.
Der er ofte for få målinger og for få data at arbejde med, når der træffes vidtgående beslutninger. Det er interessant, fordi flere planteværnsmidler nu forbydes med henvisning til, at de teoretisk kan danne TFA.
Men "kan" er ikke det samme som "gør" i praksis - især ikke når der findes flere nedbrydningsveje for de samme stoffer, og kun én af dem ender som TFA. Hvis man efter årtiers forskellig praksis i marken ikke kan måle en forskel i jordens TFA-indhold, og det kan man ikke, er det svært at forstå, hvorfor man udpeger enkelte midler som hovedforklaringen.
En mere nærliggende forklaring er, at TFA i høj grad kan komme "oppefra" - via atmosfærisk transport og nedbør - og dermed rammer både økologiske og konventionelle marker nogenlunde ens. Det perspektiv understøttes af, at de målte mængder af TFA i jord ligger omkring 0,8 µg/L, mens gennemsnittet i regnvandet er over 1,0 µg/L.
Når baggrundsbelastningen fra nedbør er højere end det, man måler i jorden, bør man i det mindste være varsom med at konkludere, at udvalgte planteværnsmidler er den afgørende forklaring.
Pointen er ikke, at TFA er ligegyldigt, eller at vi ikke skal handle. Pointen er, at politikken bør følge den samlede evidens: Hvis baggrundsbidraget fra regn er så højt, gavner det ikke miljøet at forbyde nogle få midler ud fra en teoretisk mulighed, især når målingerne i jorden ikke viser den forventede forskel.
Derfor bør næste skridt være større åbenhed om, hvad der faktisk driver TFA-niveauerne i Danmark (nedbør, industrielle kilder, kølemidler, pesticider m.m.), kombineret med mere målrettet overvågning, der kan skelne mellem kilder og nedbrydningsveje, samt en regulering, der er proportional og baseret på målte effekter.
Hvis politikerne vil tage miljøreguleringen seriøst, skal de have datagrundlaget på plads og turde stille spørgsmålet: Når økologisk og konventionel jord ender med samme TFA-niveau, hvad er det så præcist, vi tror, vi løser ved at forbyde udvalgte midler?
