"Der er under titusinde ansat i den danske svineproduktion."

Sådan lød det fra Alternativet under søndagens partilederdebat på DR. Men det er ganske enkelt forkert og det er et alvorligt problem, når debatten om et af Danmarks største erhverv ikke bygger på fakta.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Griseproduktionen understøtter i virkeligheden 33.300 arbejdspladser i Danmark. Det er på niveau med beskæftigelsen hos Novo Nordisk i Danmark.

Ingen politiker ved deres fulde fem ville foreslå at skære Novo Nordisk midt over og håbe, at medarbejderne bare finder noget andet. Alligevel er det præcis den tilgang, der ofte møder landbruget, peger L&F på.

Uden landbruget vakler 180.000 arbejdspladser i fødevareklyngen
Se også:

Uden landbruget vakler 180.000 arbejdspladser i fødevareklyngen

- Det her handler ikke kun om landbrug. Det handler også om Danmark i balance og om, hvorvidt der også skal være arbejdspladser uden for de store byer. I den politiske debat bliver vi nødt til at have styr på fakta, og det er, at griseproduktionen understøtter over 30.000 arbejdspladser i Danmark, siger cheføkonom Martin Kristian Brauer, fra Landbrug og Fødevarer.

Hvis svineproduktionen halveres, vil det koste op mod 17.000 job - primært i landdistrikterne. Det er arbejdspladser i staldene, på markerne, på slagterierne og en række afledte job i bygge-, transport- og servicesektoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fakta tilbage i debatten

Når vi som samfund diskuterer landbruget, skal det ske på et oplyst grundlag. Ellers risikerer vi at træffe beslutninger, der får massive konsekvenser for dansk økonomi og for livet uden for de store byer, henviser L&F til.

De peger på, at man som dansker også stemmer med pengepungen. Kun to procent af det svinekød, der sælges i Danmark, er økologisk. Langt de fleste vælger den billigere løsning.

Hvis dansk produktion presses af højere krav og priser, vil resultatet ikke være mindre forbrug men mere importeret kød fra udlandet, ofte produceret under ringere forhold, skriver Landbrug & Fødevarer.