Da flere partier ønsker, at den samlede svinebestand i Danmark skal reduceres, har Danske Svineproducenter foreslået, at der indføres en ophørs- eller permanent omlægningsordning til andre formål end svineproduktion.
Det er dog ikke en ide, der møder opbakning fra HC Gæmelke, der er formand i Sektor for Gris i Landbrug & Fødevarer.
- Vi er ikke for sådan en ordning, men jeg forstår omvendt godt, at man præsenterer ideen, for valgkampen har været voldsomt demotiverende for os som griseproducenter, siger han i en pressemeddelelse og uddbyber:
- Hver dag er vi stået op til grimme kommentarer på sociale medier, politikere der med voldsom sprogbrug har krævet os halveret eller lukket. Der har til gengæld ikke været megen debat om omkostningerne for den enkelte og for samfundet eller betydningen for arbejdspladser i landdistrikterne, på slagterierne og i følgeerhverv.
HC Gæmelke fortæller, at han er stolt af den danske griseproduktion.
- Jeg kæmper for, at vi til trods for alt den modgang vi har oplevet, får nogle forhold, der gør det muligt, at investere i bedre dyrevelfærd og udvikling af vores produktion. Vi ønsker at investere i den samlede værdikæde, så landbrug, slagterier og forarbejdningen kan fastholdes og udvikles i Danmark.
Formanden er godt klar over, at de danske producenter ikke er perfekte, men han afviser også, at billedet skulle være, som det i valgkampen bliver præsenteret i medier og af politikere.
- Det er forstemmende, men jeg er ikke klar til at give vores produktion op. Tværtimod vil jeg kæmpe for, at den får vilkår, der muliggør en fastholdelse af vores sektor i Danmark.

