Formålet med regnskabsanalyse må i høj grad være, at bruge analysen til optimering og udvikling af sin virksomhed på et sådant niveau at vi i detaljer kan redegøre for, hvor vores stærke og svage sider er økonomisk og samtidig kan handle derud fra. Vi skal altså så dybt ned i analysen, at vi kan gøre analysen handlingsorienteret. Selvom der lige nu er god tid til regnskabet for 2016 er klar, så kan vi godt lære noget af denne tankegang allerede nu.
I produktionen er vi vant til at analysere så langt ned i detaljen, at vi lige nøjagtig ved hvor vi skal sætte ind for at rette op på de produktionstal, som vi alle sammen stræber efter. Nu skal vi så bare lære at bruge den stræben og den detaljeringsgrad i økonomien også, så vi kan koble alt sammen i en højere enhed. Målet må jo være, at vi skal opnå den produktion, som lige nøjagtig giver det bedste økonomiske resultat. Hverken mere eller mindre. Med det er ment, at vi har alt for nemt ved at lade de faglige resultater styre vores indsats og motivation. Sagt med andre ord: Hvis vi bare har 32 grise pr. årsso, så er alt godt. Men hvis vi nu i stedet overvejer hvornår vi bruger for mange ressourcer på at hæve antallet af grise pr. årsso, så den økonomiske gevinst ved forbedringen udebliver og i stedet kobler de faglige og de økonomiske faktorer sammen. Så opnår vi præcis den produktion, som giver det største afkast.