I valgkampen har den danske produltion af grise fået stor opmærksomhed. Partierne Moderaterne, Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre ønsker alle at reducere den danske prodkution.
Det har nu fået Danske Svineproducenter til at foreslå, at der for aktive svineproducenter indføres en ophørs- eller permanent omlægningsordning til andre formål end svineproduktion.
- Folketingets partier har i valgkampen 2026 kørt en kampagne mod svineproduktionen og landbruget generelt, der baserer sig på unøjagtigheder og usande postulater, siger formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at der her før valget ser ud til at være et flertal for at regulere den danske svineproduktion på mange parametre.
- Med de bredt forankrede politiske synspunkter er det svært for nogle svineproducenter at bevare motivationen for en fortsat udvikling af bedrifterne - til trods for, at vi opererer inden for politisk fastsatte regler. Lige nu oplever vi, at grebet strammes om os, og at vi må kæmpe for vores ejendomsret og vores ret til at være her, siger formanden.
På den baggrund foreslår Danske Svineproducenter, at der for aktive svineproducenter indføres en ophørs -eller permanent omlægningsordning til andre formål end svineproduktion.
- Formålet med ordningen er at tilpasse den samlede svinebestand uden, at der skabes økonomisk usikkerhed og psykisk pres på svineproducenten og hans familie. Hvis virkeligheden er dén, at man ikke ønsker en svineproduktion i Danmark, så må vi forholde os til dét og have fokus på, hvordan vi håndterer den situation bedst muligt, siger Jeppe Bloch Nielsen.
Han påpeger, at ved en ophørs -eller permanent omlægningsordning til andre formål end svineproduktion skabes grundlag for en fortsat, men mindre animalsk produktion i Danmark. Forudsætningen for forslaget er, at svineproducenterne får mulighed for at bygge nye og moderne stalde, som kan opfylde fremtidens dyrevelfærd og udledningskrav.
Vilje til forandring
Danmark har tidligere reguleret fiskerierhvervet gennem ophørsordninger. Forslaget fra Danske Svineproducenter læner sig derfor op ad modellen fra "Støtte til ophugning eller permanent ombygning af fiskefartøjer til andre formål end fiskeri".
Ligeledes blev der i forbindelse med nedlukning af minkerhvervet udbetalt erstatning for produktionsanlæg og ophør af produktionen. Det kan ifølge foreningen også være en model.
- Det vil således være op til den kommende regering at afsætte midler for de ophørte staldanlæg, siger Jeppe Bloch Nielsen.
Han er overbevist om, at mange af foreningens medlemmer i den aktuelle situation vil tage positivt imod en sådan ophørsordning.

