2025 var et godt år for eksporten fra Dansk Agroindustri. Faktisk rigtig godt, for der slået eksportrekord, og i kategorien med markredskaber, jordbrug med mere er stigningen i eksport helt oppe på 15 procent, skriver Dansk Agroindustri & Agromek i en pressemeddelelse.
- Jeg er imponeret og lidt overrasket over tallene. 2025 var et år, der mildest talt kan betegnes som turbulent. Vi fik en præsident i USA, som satte verden på den anden ende, men hvis vi kigger på vores egen eksport til USA, så er den steget med 6 procent. Det er særligt eksporten til Norge og Sverige, som er steget meget. Tyskland er stadig det største eksportland, men Sverige er blevet en stærk nummer to, siger direktøren i brancheforeninen Dansk Agroindustri, Claus Hermansen.
- Når DAI spørger medlemmer hvad vi skal have fokus på, så siger de: Nærmarkederne. Fokus på nærmarkederne vil fortsætte de kommende år og der er en tro på at Tyskland vil få gang i væksten, så det marked vil komme tilbage i form igen, tilføjer Claus Hermansen.

Valgkampen giver bekymring
Tallene fra Danmarks Statistik er landet lige midt i en valgkamp, hvor bølgerne går højt om landbruget.
I følge Claus Hermansen er agroindustrien et eksporterhverv, men et velfungerende hjemmemarked er en af forudsætningerne for at ny grøn teknologi kan udvikles og sælges til udlandet. Derfor er det bekymrende at landbruget og dermed hele fødevareklyngen er udset til at være skurken i den her valgkamp, mener direktøren i agroindustrien.
- Vi er midt i en valgkamp, hvor politikerne med den ene hånd hamrer løs på landbruget og med den anden hånd deler rundhåndet ud af den ene milliard efter den anden. Jeg spørger bare: Hvor skal pengene komme fra? Lige nu kommer de i stor stil fra landbruget og agroindustriens eksport, hvor fødevareklyngens eksport udgør over 20 procent af den danske vareeksport, siger Claus Hermansen.
Tillid til Den Grønne Trepart
- Når man hører politiske debatter, lyder det ofte som om at fødevareklyngen er et meget lille erhverv, og det sagtens kan undværes. Det er lodret forkert. Landbruget er stadig et kæmpe erhverv - 180.000 mennesker står op hver morgen og tager på arbejde i vores branche, siger han.
Claus Hermansen mener landbruget skal levere på grøn omstilling og dyrevelfærd - der er overhovedet ikke til debat og det er i fuld gang.
- Så lad nu være med at tage livet af en branche, der kan og vil lave en grøn omstilling. Lad nu Den Grønne Trepart komme i gang og hav tillid til at de gode intentioner bliver omsat til handling. Alle de lokale treparter har leveret deres omlægningsplaner på trods af en meget stram tidsplan. Det er således ikke landmændene vi venter på, men allerede inden vi er kommet i gang er der benspænd. Lige nu står landmændene med den såkaldte kvælstofhammer over hovedet, som rammer hårdt og hurtigt. Det er efter min opfattelse ikke fair, siger han.
Claus Hermansen kommer med et opråb i valgkampen.
- Så kære politikere: Stop op et øjeblik og tænk det her igennem. Vi har en fantastisk god fødevareklynge. Den er ikke perfekt, men vi er på vej. Med fælles hjælp kan vi komme i mål, så der også er milliarder at dele ud af i fremtidige valgkampe, siger han.





