Tilværelsen som landmand er for de fleste i erhvervet en ramme om et godt liv.
Det skal vi huske, når et eller andet driller - for eksempel vejret eller politikerne. Og vi må gerne minde hinanden om alt det positive, livet heldigvis også er fyldt med.
Man oplever for eksempel ofte markernes rige dyreliv, når man sidder i traktoren. Det er som om, dyrene ved, at traktoren hører hjemme i landskabet og ikke udgør en fare for dem, så vi ser ofte mange dyr på nært hold og ved, hvor rig biodiversiteten i virkeligheden er i landbrugslandet. Fordi vi selv er en del af det.
Det skal vi huske at glæde os over.
Mange af os har sikkert en tilbøjelighed til at skubbe mange af glæderne ved at være landmand i baggrunden, fordi vi fokuserer på nye håbløse regler eller urimelige og ufaglige politiske kommentarer og forslag. Eller fordi vi bare knokler løs og glemmer at sanse alle de store og små oplevelser i dagligdagen, som er med til at gøre landmandslivet attraktivt.
Men det er vigtigt, at vi husker at skubbe alle de tossede benspænd i baggrunden en gang imellem og husker at nyde de små og store glæder i hverdagen, som gør landmandslivet til en enestående og meget fantastisk tilværelse.
Vi skal huske, at alt for meget negtiv snak om alt det, vi ikke kan gøre ret meget ved, men alligevel skal navigere i, kun risikerer at gøre livet surt for vores medarbejdere og familie. Hvis vi vil gøre os håb om, at de unge får mod på en fremtidig tilværelse som landmænd, er det vigtigt også at snakke om alt det positive, så vi ikke risikerer at fratage næste generation modet til at videreføre livsværket.
Vi skal huske at glæde os over at følge dyrenes trivsel og afgrødernes udvikling og de synlige resultater af travle arbejdsdage. Og den slags skal der være tid og overskud til at dele med omverdenen - ikke mindst vores nærmeste.
Vi skal huske, at glæde avler glæde og er med til at give energi og drivkraft i et erhverv, der bygger på en stolt fortid og stadig tegner billedet af en stærk fremtid. Vi skal huske, at landbruget frembringer fødevarer, som hele verden i stadigt stigende omfang efterspørger. Det skal vi huske, når den politiske storm hærger i et provinsielt dansk politisk klima. Ude i verden sætter både forbrugere og politikere pris på vores fødevarer.
Og vores marker kan også levere energi og fibre, som også vil bliver eftertragtet i fremtiden.
På landet har vi og vores familier sunde livsvilkår og udfoldelsesmuligheder. Sammenlignet med byernes små lejligheder bor vi vi rigtig godt. Og som landmand har man desuden en rig og afvekslende hverdag i tæt samklang med naturen.
Og udsigten til en stigende global efterspørgsel efter fødevarer, herunder en stigende efterspørgsel efter animalske proteiner, er et stærkt signal om en stærk fremtid for landbruget.
Det er derfor også opløftende, at et stigende antal unge i disse år søger ind på landbrugsskolerne, og at erhvervet er fyldt med optimistiske landmænd, der tror på en stærk fremtid.
Den type landmænd - unge og ældre - der ser positivt på fremtiden for landbruget, sætter Maskinbladet i den kommende tid ekstra lys på i en række artikler, som viser, at landbrugserhvervet bygger på en stolt fortid, og også har udsigt til en stærk fremtid.





