Landdistrikterne affolkes, og landbrugsjorden samles på stadig færre hænder. Vi diskuterer symptomerne - men undgår den lovgivning, der sætter rammen: landbrugsloven.
Landdistrikterne affolkes. Først lukker skolen. Så daginstitutionen. Til sidst købmanden. Det har vi diskuteret til hudløshed - og debatten blusser op med jævne mellemrum.
Samtidig samles mere og mere landbrugsjord på færre hænder - ofte ejet af selskaber, fonde eller investorer, som bor langt fra den jord, de ejer. Heller ikke det er nyt. Og det er ikke en tilfældighed. Det er en konsekvens af politiske valg.
Det er ikke første gang i historien, at lovgivning har formet livet på landet. Da stavnsbåndet blev indført i 1733, var det for at sikre arbejdskraft, fødevareforsyning og rigets sikkerhed. Men allerede få årtier senere stod det klart, at ordningen ikke løste de problemer, man havde håbet, men tværtimod skabte andre problemer, der var værre.
I 1788 begyndte man afskaffelsen af stavnsbåndet igen i erkendelsen af, at selvejet giver større virkelyst og højere produktivitet. Så dengang turde man justere, da virkeligheden viste, at loven ikke virkede efter hensigten. Nu er det nærmest, som om der er berøringsangst for emnet.
Landbrugsloven
Hver gang debatten blusser op i dag, undgår man den centrale del af problemstillingen: Landbrugsloven. Den blev liberaliseret i 2015. Kravet om landmandens personlige og bestemmende indflydelse blev fjernet, og det blev langt lettere for selskaber og kapitalfonde at opkøbe danske landbrugsejendomme.
Samtidig blev kravet om aktiv drift reelt udhulet. Resultatet ser vi i dag. Landbrugene bliver færre og større. Ejerne bor længere og længere væk. Og i mange tilfælde ved vi ikke længere, hvem der ejer den jord, som er selve fundamentet under vores fødevareforsyning. Jeg er ikke blind for, at affolkningen af landdistrikterne skyldes mange forhold.
Men landbrugsloven har ikke gjort situationen bedre. Tværtimod. I dag kan enhver med kapital købe store arealer landbrugsjord i Danmark - uden krav om landbrugsfaglig baggrund og uden pligt til at drive jorden. Jord kan opkøbes som investering, lægges brak eller omlægges til energiformål, mens ejeren sidder i en anden landsdel - eller i udlandet, langt fra landsbyens forsamlingshus, købmand og skole.
Vi er samtidig i gang med at udtage de mest klimabelastende og lavbundsramte arealer. Det betyder, at den tilbageværende landbrugsjord bliver endnu mere værdifuld. Netop derfor bør vi stille større krav - ikke færre. Derfor skal tre ting ændres i landbrugsloven: Hvis vi vil have levende landdistrikter, er vi nødt til at diskutere, hvem der skal have ret til at eje og drive den danske jord.
Udannelseskrav
Jeg mener, vi som minimum bør drøfte tre ting: For det første et uddannelseskrav: Ejere af landbrugsjord bør have en landbrugsrelevant uddannelse - det kan være landmand, jordbrugsteknolog, agronom eller biolog. Vi stiller krav i stort set alle andre erhverv. Hvorfor ikke til dem, der forvalter vores vigtigste produktionsgrundlag?
For det andet et nærhedsprincip: Hvor langt væk kan man eje 2.000 hektar jord og stadig have reel tilknytning til lokalsamfundet? Grænsen kan diskuteres - men fraværet af ethvert krav er i dag et problem. For det tredje en reel produktionspligt: Det bør ikke være muligt at eje store arealer af god, dyrkbar landbrugsjord uden at bidrage til fødevareproduktion eller anden aktiv drift.
Jord er ikke bare en investeringsvare. Det er kritisk infrastruktur. Debatten reduceres ofte til et spørgsmål om store eller små landbrug. Men det er den forkerte modsætning. Spørgsmålet er ikke størrelsen - men om der er en ejer med faglighed, tilknytning og ansvar.
Landbrugjord er beredskab
En landbrugslov alene kan ikke redde landdistrikterne. Men uden en landbrugslov, der fungerer, går det endnu hurtigere den forkerte vej. For landbrugsjord er beredskab, arbejdspladser og lokalt engagement. Derfor bør Folketinget tage liberaliseringen fra 2015 op til fornyet vurdering.
For uden klare krav til ejerskab og aktiv drift mister vi ikke blot produktion - vi mister liv i landdistrikterne. Historien har vist os én ting: Når jorden samles på hænder, der står langt fra den, ændrer det samfundet. Spørgsmålet er, om vi denne gang vil handle, før det er for sent.
