Årets kvælstofprognose er netop offentliggjort og ventes klar i Gødningskvote- og efterafgrødeskemaet fra torsdag 19. marts 2026.
Korrektionen betyder 10 kg nedsat N-kvote pr. hektar på lerjord og sandblandet ler - på alle andre typer justeres kvoten ikke.
Ifølge en pressemeddelelse fra Ministeriet for Grønt Trepart viser kvælstofprognosen for 2026 et højere indhold af kvælstof for lerjord og et gennemsnitligt indhold for sandjord. Det gælder for hele landet.
Årets kvælstofmålinger (N-min-målinger) er udtaget i slutningen af januar og februar 2026, og de viser ifølge ministeriet, at kvælstofindholdet i lerjord over hele landet ligger på et højere niveau end gennemsnittet af de foregående 11 år. For sandjord er indholdet gennemsnitligt.
- Efteråret og vinteren har generelt været tørrere end gennemsnitligt, hvilket har medført et højere indhold af kvælstof i lerjorde end normalt. Der er ikke fundet grundlag for en områdeopdeling af landet, skriver ministeriet.
Prognosen gælder for grovsandet jord (JB 1 og 3), finsandet jord (JB 2 og 4), lerjord (JB 5-9) og humusjord (JB 11) på marker med vinterkorn eller forårssåede afgrøder med et kvælstofbehov.
For JB 10 og 12 er der ikke en prognose.
Bekendtgørelsen om årets kvælstofprognose forventes offentliggjort efter Folketingsvalget. Når den bliver offentliggjort, vil nyheden efterfølgende blive opdateret med link til Retsinformation.
Kvælstofprognosen er udarbejdet af Normudvalget, der består repræsentanter fra Aarhus Universitet, Seges Innovation, Københavns Universitet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Kvælstofprognosen for 2026 er beregnet på grundlag af N-min i jorden på 96 marker målt i januar og i februar 2026. Resultaterne af N-min målingerne er sammenholdt med det gennemsnitlige N-min-indhold målt i februar i perioden 2015-2025.

