Der er gang i en stor armlægning i det europæiske marked for grisekød, hvor de sælgende parter knokler for at løfte priserne, men hvor indkøberne samtidig kan konstatere, at efterspørgslen ikke flytter sig i samme tempo.

Dog kan der konstateres prisstigninger i nogle dele af de udfakturerede priser - blandt andet på skinkerne, skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser et løft i Europa drevet af de mere lune temperaturer og et begyndende påskesalg, men efterspørgslen kan fint mættes af det aktuelle udbud i Europa. Så det er ikke prisstigninger, som spejler forskydninger i markedet, men i højere grad et tryk fra de sælgende parter, siger Jens Peter Clausen, der er direktør for Danish Crown Industry.

På markederne uden for Europa kan der konstateres en fornuftig efterspørgsel fra flere lande.

- Vi sælger godt på de oversøiske markeder i øjeblikket, som Japan, Fjernøsten og Australien og samtidig viser USA også gode tegn, så det er bestemt positivt. Når det kommer til eksporten, presses det hele dog af uroen i Mellemøsten. Det gælder især omkostninger til fragt, som stiger qua oliepriserne, så det giver desværre nogle udfordringer på den korte bane, siger Jens Peter Clausen.

Søerne stiger også med 40 øre.