Ottende udgave af Danmarks største maskinfest, Åben Maskinvej i Ringsted, blev en ny succes for maskinfirmaerne, der hvert forår inviterer til at sparke dæk og spise pølser, frikadeller, pizza og meget andet godt.
- Der er ingen billetter til Åben Maskinvej, og der er ingen adgangskontrol. Så det er vanskeligt at ramme det samlede besøgstal, og nogle firmaer har naturligvis haft flere eller færre end andre. Men vi havde i hvert fald flere besøgende, end vi har oplevet tidligere, og vi har trods alt været med længst af alle. Jeg gætter på, at vi har haft 4000 gæster i løbet af de to åbent hus-dage, konstaterer Dan Madsen, som er afdelingsleder hos Hydrema.
Hos naboen Helms TMT-Centret er distriktschef Kim S. Hansen klar til at ændre på de interne rutiner i forbindelse med Åben Maskinvej.
- Vi har aldrig haft så mange besøgende tidligere, og vi bliver simpelthen nødt til at lave et andet set-up i huset næste år for, at vi kan nå at tale med alle potentielle kunder. Vores nye forhandling af Hyundai-maskiner har en væsentlig del af skylden. Vi lavede en Hyundai-sandkasse udendørs med en kørende maskine, og det trak virkelig interesserede, siger Kim S. Hansen.
Salg og aftaler hos den nye
Avant Danmark var helt ny i flokken og blev altså firma nummer otte til Åben Maskinvej. Her sagde salgskonsulent Nikki Skoglund Vang velkommen til mange nye bekendtskaber.
- Vi solgte faktisk et par minilæssere og fik aftaler om mange demo-besøg i den kommende tid. Og så havde vi besøg af mange, der kører Avant i forvejen, og som gerne ville se den nye sjællandske afdeling og få en snak, fortæller Nikki Skoglund Vang.
Scantruck med flere af de store maskinmærker har været med til vejfesterne i Ringsted stort set fra begyndelsen. Firmaet var først til at stille maskiner op til forårspræsentation efter, at Hydrema havde taget initiativet til arrangementet. Og vanen tro myldrede det med besøgende.
- Vi er vældig tilpasse. Det er svært at vurdere antallet af besøgende i løbet af de to dage, men jeg skyder på i omegnen af 4000 gæster, og vi solgte nye maskiner til både entreprenører, landmænd og håndværksvirksomheder og tillige en del brugte maskiner. Blandt andet skrev vi aftaler om levering af to splinternye Komatsu-hjulgravemaskiner, fortæller salgschef Claus Bjerregaard.
Supergod velkomst
Brøns Group fra Skærbæk i det sønderjyske var helt ny i maskin-oktetten. Men det var firmaets maskiner ikke. Brøns blev 1. marts full-line importør af britiske JCB-maskiner, som firmaet i forvejen forhandlede landbrugs-delen af. Nu er entreprenør-segmentet også kommet med, og dermed kunne Brøns overtage pladsen i Ringsted efter Reesink Construction.
- Maskinkollegerne tog supergodt imod os, og det samme gjorde vores besøgende, som der var en del flere af, end jeg havde regnet med. Vi solgte nogle gravemaskiner, og gæsterne spiste op begge dage. Så det var to fine dage ved et rigtig flot arrangement, som mange maskinhandlere finder sammen om. Jeg er glad for, at vi nu er en del af flokken i Ringsted, og vi glæder os til at være med hvert år fremover, siger direktør Dan Hamann, Brøns Group.

Hos John Deere-forhandleren Semler Agro kunne afdelingsleder Daniel Sørensen glæde sig over at se mange både nye og kendte ansigter. Han vurderer, at et par tusinde gæster lagde vejen omkring og kiggede på grøn-gule maskiner.
Semler-folkene havde også gang i blokken med slutsedler, som der blev skrevet fem af. Tillige kunne firmaets sælgere drage hjem med en solid portion aftaler om yderligere snak med John Deere-interesserede.
De to på nabovejen
Danmarks ypperste maskinvej består i virkeligheden af to veje i forlængelse. Dels Kærup Parkvej med seks firmaer og dels den nyere Knudslund Allé med to. Blandt dem S. D. Kjærsgaard, hvor der ikke mindst er fokus på Case Construction til entreprenørerne, men også Case IH-traktorer til landbruget. Her kunne salgsdirektør Lars Petersen konstatere, at besøgstallet var større end tidligere, hvor firmaet har været med.
- Det var tredje gang, vi deltog i Åben Maskinvej, og vi kunne se, at folk nu véd, hvad vi er kendt for. Vores sælgere lukkede flere handler på store traktorer, store gravemaskiner og nogle mindre maskiner. Og så fik vi i øvrigt fyldt godt på med nye emner, som vi nu skal i mere seriøs dialog med, siger Lars Petersen.
Også Nellemann Machinery har adresse på Knudslund Allé, og her fortæller salgs- og marketingchef Lars Rævsager om to dage med en fin blanding af kundetyper.
- Vi havde besøg af både landmænd, kommuner, golfbaner, anlægsgartnere og en del hobby-folk, og vi solgte både brugte maskiner og en del nye småmaskiner. Vi havde igen inviteret de dygtige, unge mennesker fra erhvervsskolen ZBC til at være en del af arrangementet og til at give en kyndig hånd med de søde sager. Det kan vi tydeligt mærke, at gæsterne sætter stor pris på, siger Lars Rævsager.





