Interessen har i den forgangne uge samlet sig om både økonomi, teknologi og minkbranchen.
Sparekassen Bredebro med stor landbrugseksponering har fået syv påbud fra Finanstilsynet. Kritikken handler blandt andet om mangelfulde retningslinjer for værdiansættelse af landbrugs- og erhvervsejendomme, utilstrækkelig dokumentation i kreditvurderinger samt en uklar kreditpolitik.
Tilsynet peger samtidig på, at sparekassens relativt høje landbrugseksponering stiller større krav til risikostyringen.
Minkbranchen har i ugens løb også tiltrukket stor læserinteresse. Auktionen over køretøjer fra den tidligere Fodercentralen Limfjorden i Støvring endte langt over forventningerne.
Salget løb op i 5,5 millioner kroner mod en forventning på omkring 3,5 millioner. Alle køretøjer blev solgt, og især udenlandske minkproducenter fra blandt andet Polen, Finland og Litauen viste stor interesse.
Blandt andet blev en John Deere 8360R solgt for 570.000 kroner.
Også i landbrugets teknologiverden har der været markante nyheder i ugens løb.
Den danske robotvirksomhed Agrointelli, der står bag landbrugsrobotten Robotti, er taget under konkursbehandling ved Retten i Herning.
Konkursen skyldes manglende likviditet, men virksomheden fortsætter driften foreløbigt, mens en kurator arbejder på at finde nye ejere.





