I Vkst er der god grund til at være tilfredse med årsregnskabet for 2025. For Vkst f.m.b.a. øger omsætningen med godt 10 millioner kroner til 261 millioner kroner, meddeler rådgivningsvirksomheden i en pressemeddelelse.
Bundlinjen følger med omsætningen op og viser et årsresultat på 7,2 millioner kroner før skat.
- Vi oplever en god efterspørgsel på vores ydelser. Både på de klassiske basisydelser og i stigende grad også på vores specialiserede rådgivning i takt med, at kompleksiteten i landbruget stiger. Det leverer vores dedikerede medarbejdere i høj grad på, og det er en helt væsentlig årsag til det solide resultat i 2025, siger administrerende direktør Mads Birk Kristoffersen.
Kurs mod et nyt kapitel
Resultatet kommer på et tidspunkt, hvor Vkst står foran en mulig ny udvikling for rådgivningen. På årets generalforsamlinger den 10. og 11. marts skal medlemmerne i Vkst stemme om en fusion af rådgivningen med Velas.
-Det er et stærkt udgangspunkt at tage ind i en mulig fusion. Vkst står solidt, og vi har dygtige medarbejdere, der hver dag leverer værdifuld rådgivning til danske landmænd. Derfor er det også et godt tidspunkt at sende virksomheden videre til et nyt kapitel for rådgivningen, som en fusion med Velas vil være, siger Mads Birk Kristoffersen.
En fusion mellem Vkstog Velas vil skabe branchens første landsdækkende rådgivningsvirksomhed. Det vil give endnu bedre muligheder for at tilbyde endnu mere specialiseret rådgivning og et bredere felt af specialister til gavn for de danske landmænd.





