En dugfrisk måling fra analyseinstituttet YouGov indikerer at de 83.000 danskere, der foreløbigt har skrevet under på et borgerforslag mod den konventionelle griseproduktion, er udtryk for en generel utilfredshed i befolkningen med det industrielle landbrug.
Det skriver World Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse.
I den nye måling svarer et flertal af danskerne, at de ønsker ændringer. 53 procent vil stoppe rutinemæssig halekupering (17 procent er imod) og har svaret nej til spørgsmålet "Bør det være lovligt i Danmark at halekupere grise rutinemæssigt?", til trods for, at det i forvejen er ulovligt at halekupere rutinemæssigt.
57 procent af de adspurgte siger nej til fiksering af søer, når de har pattegrise. (13 procent svarer 'ja'). Noget, der allerede er på vej med løse søer i farestierne.
På avlsfronten svarer 60 procent at det ikke bør være lovligt, at avle søer, 'der får flere grise end de selv kan passe'. (15 procent siger 'ja') og slutteligt mener 78 procent at slagtegrise skal have "plads så de kan bevæge sig frit og udføre naturlig adfærd'" (Otte procent siger nej).
- De spørgsmål YouGov har stillet respondenterne i vores aktuelle måling, flugter med de samme krav som er kernen i det borgerforslag, der blev underskrevet af mere end 50.000 borgere i løbet af kun tre dage, siger Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver, World Animal Protection Danmark, og fortsætter:
- Når man lægger den overvældende tilslutning sammen med de entydige svar i målingen, kan det næsten kun tolkes som udtryk for, at en stor del af befolkningen ikke har tillid til dyrevelfærden i den danske svineindustri, som den ser ud i dag, vurderer Fraas Johnsen.
Målingen er fortaget af analyseinstituttet YouGov for World Animal Protection Danmark i perioden 26. til 28. januar 2026 blandt 1015 respondenter.

