John Deere opdaterer X9- og S7-mejetærskerne til 2027 med en række forbedringer inden for automatisering. Den væsentligste ændring er en tættere integration mellem Harvest Settings Automation og Predictive Ground Speed Automation, som hidtil har arbejdet uafhængigt af hinanden.

Indtil nu har Harvest Settings Automation styret tærskningsindstillingerne, mens Predictive Ground Speed Automation har reguleret fremkørselshastigheden. Med 2027 kobles systemerne tættere sammen, så de kan reagere på hinandens justeringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge en pressemeddelse fra John Deere lyder det, at maskinen bedre kan arbejde mod de mål, føreren har sat for eksempelvis spild og kernekvalitet.

Registrerer grønt korn i moden afgrøde

Predictive Ground Speed Automation blev introduceret i 2025. Systemet regulerer mejetærskerens kørehastighed på baggrund af afgrødehøjde og biomassemålinger indsamlet før høst via satellitscanninger samt løbende målinger fra kameraer monteret i kabinen.

Systemet anvender også terrænkort til automatisk at tilpasse hastigheden i følsomme områder som vandløb, grøfter og terrasser. Kabinekameraerne registrerer desuden forhold som lejesæd og tætte ukrudtsområder.

Til 2027 udvides systemet med Green Crop Detection. Funktionen anvender øget processorkraft og en trænet algoritme til at identificere grønt, umodent korn i en ellers moden afgrøde. Når sådanne områder registreres, justeres fremkørselshastigheden automatisk.

Maskiner med Predictive Ground Speed Automation får samtidig mulighed for at anvende et operatørdefineret gennemløbsmål som ekstra automatiseringsparameter. Når funktionen aktiveres, kobles fremkørselshastighed og kernekvalitet tættere sammen for at holde spild inden for de fastsatte grænser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Systemet er i dag tilgængeligt til majs, soja, hvede, byg, raps og ris. Med modelår 2027 udvides det til også at omfatte linser, ærter, rug, triticale, havre og solsikke.

Opgraderingsmuligheder

John Deere introducerer desuden Precision Upgrade Combine Automation Packages. Kunder, der har købt en MY25 eller nyere S7- eller X9-mejetærsker med Select Technology Package, kan opgradere til Premium eller Ultimate Technology Package.

Kunder med Premium kan opgradere til Ultimate. Opgraderingspakkerne giver adgang til avancerede automatiseringsfunktioner uden at skulle investere i en ny mejetærsker lyder det fra John Deere.

Ud over automatiseringsopdateringerne indeholder 2027 også en række øvrige nyheder, herunder Tru-Thresh brosegmenter med fjernjustering, fabriksforberedelse til HarvestLab-montering, JDLink Boost med satellitforbindelse, el-foldbar stige, ny 35 fods aflæssetud til X9.

Der lanceres samtidig en ny 27-rækket sammenfoldelig majsplukker (CF27) med 20" rækkeafstand.