- Flere af Klimarådets nyeste anbefalinger skaber usikkerhed og går direkte imod flere elementer i den trepartsaftale, der er i gang med at blive implementeret, mener Landbrug & Fødevarer, og man skal derfor sætte ind andre steder.
Reaktionen kommer, efter at Klimarådet er kommet med en statusrapport, som ifølge landbrug & Fødevarer vil underminere nogle af de aftaler, der er indgået og ignorere den fremdrift, som allerede er i gang i landbrugssektoren.
- Det gælder blandt andet Klimarådets anbefaling om at forhøje CO2-afgiften på husdyr i 2030.
- For os at se ville en forhøjelse af CO2-afgiften på husdyrproduktionen i 2030 være et klart aftalebrud på den trepartsaftale, der er indgået. At ændre forudsætningerne, før reglerne overhovedet er trådt i kraft, er fuldkommen uholdbart, og det ville vi i sagens natur ikke kunne bakke op om, siger Hans Roust Thysen, der er klimachef i Landbrug & Fødevarer.
Aftalen om CO2-afgiften på husdyrproduktionen skal efter planen genbesøges i 2032.
- Pludselige justeringer er ikke vejen frem mod 2030 og 2035. Det vil gøre det helt umuligt for landmændene at planlægge, investere og udvikle sig, hvis rammerne hele tiden ændres. Der er brug for forudsigelighed og rettidig implementering af de aftaler, der allerede ligger, kombineret med investering i forskning, innovation og nye klimavirkemidler, siger Hans Roust Thysen.
Lavbundsjord
Klimarådet anbefaler også en højere afgift på kulstofrige lavbundsjorde. En anbefaling, som Landbrug & Fødevarer også stiller sig uforstående over for.
- Vi forstår grundlæggende ikke ideen med at forhøje afgiften på kulstofrige lavbundsjorde. Over halvdelen af de 140.000 hektar som samfundet mener skal omlægges, er allerede søgt omlagt, og ansøgningsrunderne er gang på gang overansøgte, fordi landmænd og lodsejere byder ind. Problemet ligger ikke i manglende opbakning, men i manglende ressourcer til at virkeliggøre og godkende projekterne i kommunerne og hos myndighederne. Når en landmand i dag melder et stykke jord ind i et omlægningsprojekt, er situationen alt for ofte, at han eller hun bliver mødt af lang sagsbehandlingstid. Sådan bør det jo ikke være, så det er her man skal sætte ind, siger Hans Roust Thysen.
