På trods af flere års kampagner for at få danskerne til at spise mindre kød, er forbruget ikke faldet. Tværtimod er det steget siden seneste kortlægning i 2011-2013. Det viser DTU's undersøgelse af danskernes kostvaner ved navn DANSDA.

Stigningen skyldes især, at danskerne spiser mere fjerkræ i dag, end de gjorde for 10 år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, bør tallene mane til eftertanke.

- Ti års kampagner og debat har ikke for alvor rykket ved danskernes kødforbrug. Det viser, hvor indgroede vores kostvaner er. Derfor giver det heller ikke mening at fastholde en sort-hvid debat om for eller imod kød. Animalske proteiner er en naturlig del af danskernes kost, og derfor bør vi også i langt højere grad have fokus på, hvilket kød vi vælger, og hvordan det er produceret, siger Leif Wilson Laustsen, i en pressemeddelelse.

Han mener, at diskussionen bør handle om kvalitet frem for mængde.

- Lad os bruge kræfterne på at tale om bedre råvarer, højere kvalitet og ansvarlig produktion i stedet for at udskamme bestemte fødevarer, siger han.

Fødevarebranchen slår alarm: Kvælstofaftalen truer dansk fødevareproduktion
Se også:

Fødevarebranchen slår alarm: Kvælstofaftalen truer dansk fødevareproduktion

71 procent spiser ofte kød


DTU-rapporten viser, at 71 procent af de voksne ofte spiser kød. Omkring hver femte betegner sig som fleksitar, mens kun få følger en vegetarisk eller vegansk kost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kalder ifølge FødevareDanmark på en mere jordnær debat - ikke mindst når det gælder vilkårene for dansk landbrug.

- Tallene viser, at danskerne fortsat efterspørger animalske proteiner. Den efterspørgsel forsvinder ikke ved, at vi regulerer dansk landbrug i en sådan grad, at vi gør det vanskeligere at producere råvarer i Danmark. Så risikerer vi blot, at produktionen flytter ud, siger Leif Wilson Laustsen.

Ifølge ham bør svaret derfor ikke være mere pres, men bedre rammevilkår for fødevareklyngen.

- Vi skal sikre et konkurrencedygtigt dansk landbrug og en stærk fødevaresektor, så vi kan producere under ordentlige forhold og høje standarder for kvalitet, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Ellers gør vi os selv mere afhængige af import, og det er hverken i forbrugernes eller Danmarks interesse.

FødevareDanmark er branche- og interesseorganisation for danske fødevarevirksomheder på tværs af værdikæden. Organisationen repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier.