Dansk landbrug mangler i stigende grad hænder, og derfor spiller internationale medarbejdere en helt central rolle i at holde hjulene i gang. Det stiller samtidig større krav til oplæring og fælles faglig forståelse.

Derfor har Porcus, der er en af landets største veterinære svinepraksisser, nu indgået et samarbejde med rekrutteringsvirksomheden Bixter om et nyt uddannelsesprogram målrettet internationale medarbejdere i landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arbejdsmarkedet har ændret sig markant i de seneste 15 år, og i dag er der et overtal af udenlandske ansatte i dansk landbrug. Det skaber nye udfordringer i hverdagen, og derfor er den rigtige oplæring af medarbejdere blevet endnu mere kritisk, end den tidligere har været, siger administrerende direktør i Porcus, Kristian Viekilde i en pressemeddelelse.

Målrettet kursus gør udenlandske praktikanter klar til Danmark
Se også:

Målrettet kursus gør udenlandske praktikanter klar til Danmark

Bixter Academy blev lanceret i december 2025 som et nyt initiativ fra rekrutteringsvirksomheden Bixter. Formålet er at styrke onboarding af internationale medarbejdere i landbruget og sikre, at de møder ind første arbejdsdag med en grundlæggende forståelse for både faglige krav, kultur og arbejdsgange.

- Uden udenlandske medarbejdere ville dansk landbrug ganske enkelt ikke kunne fungere. Derfor er det også vores ansvar at hjælpe dem godt ind i branchen og give dem den nødvendige oplæring og forberedelse, siger Kristian Viekilde.

Også Dyrlæger & Ko, som rådgiver størstedelen af danske kvægbedrifter, er med i samarbejdet om Bixter Academy. Sammen med Porcus har selskabet bidraget aktivt til at udvikle og kvalitetssikre undervisningsmaterialet, så indholdet afspejler den faglige virkelighed på danske gårde og lever op til branchens krav.

Ifølge direktør hos Dyrlæger & Ko Rune Friis Kristensen handler behovet for forberedelse og oplæring ikke kun om faglighed, men også om at styrke udenlandske ansattes evner til at indgå i en hverdag, hvor tid og ressourcer kan være knappe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siri skruer op for kontroller: Her vil de især kigge
Se også:

Siri skruer op for kontroller: Her vil de især kigge

- Mange udenlandske medarbejdere bliver ansat for perioder på 18 måneder ad gangen, og derfor har landmændene ikke råd til at skulle bruge de første uger på at starte forfra med oplæring hver gang. Et forberedende uddannelsesforløb giver et langt bedre udgangspunkt økonomisk og for trivslen hos nye medarbejdere, siger han.

Nataliya Jørgensen, administrerende direktør i Bixter, glæder sig over den brede opbakning fra dyrlægebranchen og håber, at uddannelsesindsatsen kan blive et nyt fælles fundament for landbruget.

- Når så erfarne aktører som Porcus og Dyrlæger & Ko går ind i det her, viser det tydeligt, at behovet er reelt. Vi står med en ny virkelighed i landbruget, og derfor skal vi tænke onboarding og kompetenceudvikling på en helt ny måde. Med Bixter Academy vil vi løfte standarden for international rekruttering og sikre, at medarbejdere møder forberedte op fagligt og kulturelt, så de kan skabe værdi fra dag ét, siger hun.