Nedlukningserstatning med den ene hånd og opstartsstøtte med den anden til samme familie. Enhedslisten undrer sig over sammenfaldet af familienavn og kræver nu svar fra fødevareminister Jacob Jensen (V),
Derfor har Miljø- og Fødevareudvalget nu indkaldt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i åbent samråd om udbetalinger af nedlukningserstatning og opstartsstøtte til samme minkavlerfamilie.
Baggrund for samrådet skyldes blandt andet artikler i pressen, som har omtalt sager, hvor en minkavler modtager store beløb i erstatning for permanent lukning af sin minkfarm, mens den nærmeste familie modtager støtte til opstart af nye minkfarme på andre adresser.
Udvalget har på den baggrund spurgt ministeren, hvordan ministeren kan forsvare overfor de danske skatteydere, at den samme minkavlerfamilie, som har modtaget erstatning for at lukke sin minkfarm permanent, kan modtage opstartsstøtte fra staten til at åbne en ny minkfarm.
Samrådet er blandt andet foranlediget af en artikel i JydskeVestkysten den 12. januar 2026 med titlen »Kim får 50 millioner for at lukke sin minkfarm: Konen og sønnen får statsstøtte til at åbne nye«.
Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL) og forventes afholdt den 25. februar.
Dansk Mink afviser
Foreningen Danske Mink, som siden nedlukningen har støttet nyopstartede minkvirksomheder, opfordrer på Facebook til at holde tingene adskilt. Foreningen mener ikke der er noget at komme efter.
"Startstøtten vedrører en særskilt virksomhed, etableret efter genåbningen af erhvervet, og administreres efter gældende støtte- og EU-regler", skriver foreningen på Facebook.
Danske Mink mener ikke at det ændrer noget, at den genstartede minkvirksomhed er ejet af personer fra samme familie, som har modtaget nedlukningserstatning.
Betingelser for opstartsstøtte
Også Alternativet har stillet kritiske spørgsmål til ministeren om opstartsstøtten. Tilbage i april 2025 ville partiet vide, hvilke krav der stilles til minkavlerne for at modtage opstartsstøtte.
I bekendtgørelsen om støtte til minkproduktion er der oplistet en række betingelser:
- Minkvirksomheden skal være registreret i CHR-registret med produktion af mink.
- Minkvirksomheden skal på ansøgningstidspunktet have fået leveret mink og have aktiv minkproduktion i 2023 eller i første halvår af 2024.
- Minkvirksomhedens minkproduktion skal have et omfang af mindst 100 avlsdyr.
- Minkvirksomheden skal have en gyldig miljøgodkendelse udstedt før den 4. november.
Fødevareminister Jacob Jensen (S) svarede Alternativet tilbage i april 2025, at han godt kan forstå, hvis det undrer, at der er minkavlere eller nogle i deres familie, der både har ansøgt om nedlukningserstatning og samtidig åbner nye minkvirksomheder med statsstøtte.
- Dette følger imidlertid af reglerne på området, som er indrettet ud fra et princip om erhvervdsfrihed. Det betyder, at minkavlere, der nedlukker deres virksomhed på grund af covid-19 kan starte en ny virksomhed op fra bunden, hvis det måtte ønske det, svarer Jacob Jensen (S).
Ministerne understreger i samme svar, at han har en grundlæggende forventning om, at reglerne på området bliver fulgt, og han forventer at Fødevarestyrelsen følger op på at reglerne bliver efterlevet.
I dag er der minkproduktion i Danmark på fem ejendomme i det nordlige Jylland ejet af 12 forskellige ejere.
EU vedtog den 20. juni at tilføje mink på EU-listen over invasive arter. Danmark stemte imod og vil arbejde for særtilladelse til at have minkfarme fremover.





