Da Den Grønne Trepartsaftale blev indgået i 2024, blev aftalen kaldt "den største forandring af det danske landskab i over 100 år".
Ambitionen er, at omkring 10 procent af Danmarks areal skal omlægges fra landbrugsjord til natur og skov frem mod 2045.
På styrelsens hjemmeside Mars er der nu registreret over 1.000 projekter på tværs af landet. De fleste projekter er stadig ved at blive undersøgt eller etableret, men der er mange nye skove, vådområder eller lavbundsprojekter på vej på tidligere landbrugsjord i alle dele af Danmark, skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.
Den store interesse på tværs af landet for at deltage i omlægningsprojekter glæder styrelsens kontorchef Bettina Helle Jensen
- Arealomlægning tager tid, men vi er glade for, at vi allerede har rundet 1.000 igangværende projekter, og at der har været så stor interesse i at deltage fra både private, kommuner og Naturstyrelsen i alle dele af landet, siger Bettina Helle Jensen.

