Du har fået en sten i tærskeværket, din høstkapacitet er lige i underkanten eller måske har du bare været uheldig med vejret. Der kan være mange grunde til, at man som landmand kommer bagud med høsten. Det har desværre ofte en negativ indvirkning på indtjeningen, da det kan betyde større spild, øgede udgifter til tørring eller dyre overarbejdstimer.
Dem som er hurtigt færdige med egne marker, kan derfor gøre stor gavn hos andre, hvis de tilbyder deres hjælp.
- I landbruget har man altid hjulpet hinanden, og da vi selv er opvokset på en gård på Lolland, har vi set, hvordan man specielt i høsten bestræber sig på at hjælpe hinanden færdige, mens kornet er tørt og spildet lavt. Vi har lavet FarmBackup, så det nu bliver endnu nemmere at hjælpe hinanden, siger Anders Knudsen medstifter af FarmBackup.
49 tilbyder mejetærskning
FarmBackup er en digital markedsplads, hvor landmænd og maskinstationer kan tilbyde deres maskiner - både med og uden fører. Lige nu er der 49 landmænd og maskinstationer, som tilbyder høsthjælp på FarmBackup, og de er villige til at køre langt for at hjælpe andre.
- Dem der lægger mejetærskere på FarmBackup, fortæller os typisk, at de vil køre op til 35 kilometer, for at komme ud og høste for andre. Vi har endda talt med folk som gerne transporterer deres mejetærsker på blokvogn, hvis de får en god opgave et andet sted i landet, siger Anders Knudsen fra FarmBackup.
Find hjælp til høsten
Hos FarmBackup mener man, at den store villighed til at køre langt med maskinerne, åbner for helt nye muligheder for den enkelte landmand.
- En søgning på FarmBackup giver dig pludselig mulighed for at finde ledig høstkapacitet, langt udenfor dit eget lokalområde. Det giver en meget større fleksibilitet for den enkelte landmand. Hvis du mangler at høste 150 hektar - og DMI lover regn fra i overmorgen -, hvorfor så ikke indkalde ledig kapacitet i en radius af 35 kilometer? Det kan hurtigt tjene sig hjem, da man reducerer spildet og spare pengene til tørring, forklarer Anders Knudsen fra FarmBackup.
Mejetærskerne på FarmBackup kommer i alle størrelser - lige fra en 10,5 fods Dronningborg 3000 til store 40 fods på bælter.