Det Knækkede Plovskær gives til nogen, der gennem deres virke har bidraget til kendskabet og udbredelsen af pløjefri dyrkning i Danmark.
Carlsberg bidrager til både kendskab og udbredelse af de pløjefri dyrkningssystemer gennem deres krav til regenerativt maltbyg, skriver FRDK i en pressemeddelelse.
Nogle af hovedprincipperne bag pløjefri dyrkning betyder, at der kun må jordbearbejdes øverligt, der skal være sædskifte og dække af jorden 95 procent af året. Dertil kommer krav til reduceret input af gødning og kemi samt øget fokus på biodiversitet. Stort set 1:1 de principper FRDK kører efter.
- Stort tillykke til Carlsberg og tak, fordi I har taget det første skridt, og som en af de første danske virksomheder tager ansvar og er med til at forandre tingene, sagde formand Henrik Terp, da han overrakte prisen til Stig Schneider Johnsen, bæredygtighedschef i Carlsberg Danmark.
Prisoverrækkelsen skete ved foreningens årlige generalforsamling på Dalum Landbrugsskole. Her var 120 medlemmer og gæster samlet.
Mange taler om pløjefri
Mange taler om regenerativt landbrug. De diskuterer og debatterer. Men der sker ikke så meget ude i praksis.
- Vores prismodtager har taget et konkret initiativ. De har taget fat på den enormt svære øvelse, der hedder, at vi skal i gang med at regenerere vores jord. De har udstukket regler ud fra den bedste viden, vi har lige nu. De har sat en række danske landmænd i gang med en forandring. Det er ikke bare snak, sagde formanden.
Carlsbergs direktør Jacob Aarup-Andersen kom i 2024 med en opsang til dansk landbrug. Hvis danske landmænd ikke ville levere regenerativt maltbyg, så måtte Carlsberg til udlandet.
- Det gav noget af en debat i landbruget. Tak for det. Vi fik kastet lys på de pløjefri dyrkningssystemer, hvor vi leverer på de regenerative principper. Vi opbygger kulstof og liv i jorden og kan undlade at sprøjte med insektmidler. Vi øger biodiversiteten og sikrer, at næste generation også har en jord at dyrke, sagde Henrik Terp.
Samarbejde mellem FRDK og Carlsberg
Carlsberg skulle heldigvis ikke helt til udlandet for at finde leverandører, for der var 650 medlemmer i FRDK, der både kunne og ville.
FRDK og Carlsberg har sidenhen startet projektsamarbejde, hvor der undersøges, hvor langt man kan komme af den regenerative vej. Forsøgene startede i 2025 og fortsætter i 2026 og 2027.
Carlsberg har fået kritik for deres indsats.
- Det forstår jeg ikke. De har sagt, at de gerne vil have dyrket deres korn på en måde, der tilgodeser klima, natur og miljø, og den vare har indbragt en merpris til de af os, der opfylder kravene, sagde Henrik Terp.
Stig Schneider Johnsen lagde ikke skjul på, at bryggeriet har været en del i vælten på grund af deres regnerative indsats. Det får dog ikke bryggeriet til at ændre kurs.
- Vi ser et behov for forandring i dansk landbrug, så vi stopper ikke og fortsætter den regenerative udvikling. Tusind tak for anerkendelsen. Det er vi stolte af, Især fordi regenerativt landbrug er en af hjørnestenene i vores bæredygtighedstrategi, sagde Carlsbergs bæredygtighedschef.

