Kun to måneder efter TV 2s dokumentar 'Hvem passer grisene? Afsløring hos landbrugets top', har Anima modtaget nye videooptagelser fra syv griseproduktioner ejet af fremtrædende aktører i dansk landbrug, skriver Anima i en pressemeddelelse.
Billederne fra staldene er er optaget af anonyme personer, men dokumenteret med GPS-koordinater, er overdraget til Anima og andre organisationer.
I følge Anima viser billederne blandt andet en mager pattegris, der sidder fast med to ben i gulvet og forgæves prøver at komme fri. En fikseret so med et stort, åbent sår, hvor en metalbøjle gnider ind i såret. Og flere optagelser viser pattegrise, der ligger rystende og gisper efter vejret.
Anima sætter i pressemeddelelsen navne på de politianmeldte, men Maskinbladet har valgt ikke at bringe navnene på de anmeldte, da det ikke er muligt at verficere præcist, hvor optagelserne stammer fra.
Borgerforslag
Politianmeldelserne fra Anima kommer i kølvandet på et borgerforslag om manglende dyrevelfærd hos danske grise. Borgerforslaget har opnået 50.000 underskrifter og bliver derfor fremlagt i Folketinget.
I motiveringen for borgerforslaget henvises til indholdet i TV2 dokumentaren "Hvem passer på grisene", der blev offentliggjort i slutningen af sidste år, hvor ukendte aktivister brød ind i staldene hos en række af landbrugets topfolk for at filme forholdene for grisene i staldene.
Dyrenes Beskyttelse politianmeldte i november 2025 Søren Søndergaard, H.C. Gæmelke og Ulrik Bremholm efter TV 2-dokumentaren "Hvem passer på grisene?".
Brud på dyrevelfærdsloven
Anima vurderer, at der kan være tale om lovovertrædelser, og har på baggrund af optagelserne politianmeldt de ansvarlige for brud på dyrevelfærdsloven og bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise.
- At der fortsat ruller timevis af optagelser ind fra landbrugseliten understreger, at det ikke bare handler om brodne kar, men vidner om en produktion, hvor dårlig dyrevelfærd er uundgåeligt, siger Joh Vinding, direktør i Anima, og fortsætter:
- Selvom det efterhånden er tydeligt, at masseproduktion af grise ikke er foreneligt med god dyrevelfærd, så skal landmændene stadig overholde loven. De lidelser vi ser på optagelserne, kan ikke bortforklares. Anmeldelserne kommer i kølvandet på et borgerforslag om manglende dyrevelfærd hos danske grise, som har nået knap 80.000 underskrifter, siger direktøren i Anima.
Optagelserne er indsamlet over et år, og dele af materialet er indgået i TV 2s dokumentar. Optagelserne er delt med både Anima og andre organisationer og privatpersoner.

