Forsknings- og innovationsvirksomheden Seges Innovation har udpeget to nye afdelingschefer på husdyrområdet. Tina Sødring er tiltrådt som afdelingschef for Gris, mens Anders Fogh er ny afdelingschef for Kvæg.

- Med Tina og Anders får vi to stærke og erfarne profiler i spidsen for hver deres område. De overtager ansvaret for velfungerende afdelinger med høj faglighed, og deres opgave bliver både at sikre kontinuitet og at videreudvikle indsatsen i tæt dialog med landmænd og øvrige samarbejdspartnere, siger Kent Myllerup, Senior Vice President for Research & Business Development i Seges Innovation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som ny afdelingschef for Gris får Tina Sødring ansvaret for at lede og videreudvikle afdelingens arbejde.

- I min nye rolle har jeg ansvaret for hele afdeling Gris, og jeg står sammen med en stærk organisation, herunder to afdelingsledere, som er med til at løfte opgaven. Mit fokus bliver, at vi fortsat leverer solide faglige resultater, der kan bidrage til udviklingen af dansk griseproduktion og til at finde løsninger på de udfordringer, branchen står overfor, siger Tina Sødring.

Hun peger samtidig på vigtigheden af samarbejde og synlighed.

- Mange løsninger skabes i samarbejde med andre virksomheder og institutioner, der arbejder med dansk griseproduktion. Derudover er det vigtigt for mig, at kendskabet til SEGES Gris og de resultater, vi skaber, når helt ud til de danske griseproducenter, siger hun.

Anders Fogh er ny afdelingschef for Kvæg. Pressefoto: Seges Innovation.
Anders Fogh er ny afdelingschef for Kvæg. Pressefoto: Seges Innovation.
Visionær kvægformand driver generationsgård med hjertet
Se også:

Visionær kvægformand driver generationsgård med hjertet

Ambitioner for kvægområdet

Som ny afdelingschef for Kvæg ser Anders Fogh frem til at få det samlede ansvar for området inklusive personale og økonomi og bygge videre på en afdeling med stærk faglighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal have høje ambitioner, for at kunne bidrage effektivt til en løsning af alle de udfordringer kvægbruget står over for. Heldigvis er vi et stærkt hold af kompetente og dedikerede kolleger, siger Anders Fogh.

Han peger på, at arbejdet i den nye rolle vil have fokus på både landmandens og Seges Innovations værdiskabelse.

- Jeg vil have særligt fokus på landmandens bundlinje gennem et stærkere samarbejde med interessenterne i kvægklyngen og på at skabe mere værdi af forskning og udvikling gennem flere forpligtende partnerskaber. Samtidig vil jeg arbejde for at styrke Seges Innovations bundlinje blandt andet gennem aktiviteter i udlandet og laboratorieaktiviteter inden for mælk og foder, siger han.