"Hvis de her balloner fløj over grænsen til Østtyskland - kunne militæret så tro det var noget farligt?"
Noget i den retning sagde Carlo Karges, guitarist i Rolling Stones til en koncert i Vestberlin i sommeren 1982, da koncerten sluttede med, at der blev sluppet balloner op i luften.
Nena greb fredssymbolet og ramte koldkrigsstemningen i 1983 med '99 Luftballons'.
I Sydjylland graver landmændene lige nu i præcis 99 minivådområder. Ikke helt samme dramatiske scene som i 80'ernes sang, men for landbruget er det konkret.
Det her er virkelige, fysiske områder. Ikke symbolik. Vi skaber forandringen. Det gør vi, fordi vi tror på det. Fordi vi vil samarbejde og et bedre vandmiljø.
Selv når vi anklages for, at minivådområderne "saboterer den grønne trepart", som Stiig Markager udtrykte det i 2025, så anklages vi for at have skjulte motiver.
Minivådområderne er på vej og i stor skala. De fjerner kvælstof, og er små oaser for frøer, fugle og insekter. Der er ikke en anden dagsorden - det er god gammeldags oprigtighed - og som i 80´ernes kontekst, så er det vores bidrag til fred og samhørighed.
Kritikerne får det næsten til at lyde som om, at moderne og bæredygtig landbrugsproduktion er landmandens problem - pløjestop virker som rygestop, der er af individuel karakter. Sandheden er, at Danmark historisk set kollektivt har prioriteret produktion af fødevarer.
Nu opprioriterer vi lige så bevidst det grønne. Der er ikke en højere moralsk standpunkt, selv om det nogle gange virker sådan i debatten. Det er en opgave om fælles grøn omstilling.
Ja, vi forbyder ikke dieselbiler bare fordi, at vi skal til at køre i elbil. Det sker glidende, respekt for økonomi og med målet for øje.
Urealistisk tidsplan
Men der skal lyde et varsel. I december 2025 satte Folketinget sig for at trykke landmandens kvælstofgødning langt ned under gulvbrædderne - det gælder om cirka et års tid.
Det er en urealistisk tidsplan. Hvis kvælstofreduktioner fastholdes, så mærkes det med det samme i økonomien. Ikke kun hos landmandsfamilien, men i hele samfundet. Det tager mange år at realisere lavbund, vådområder og minivådområder.
Tidspresset risikerer at få landmænd til at stoppe og sige fra. Ikke i vrede, men fordi omstillingen reelt gøres til et individuelt problem. Du kan ikke vådområder, der gavner fællesskabet, hvis du her og nu har brug for brak. Kvælstofaftalen stopper omstillingen.
Uanset standpunkt overfor landbruget, så er det visionære grønne standpunkt klare mål og deadlines for minivådområder, der rækker frem i tiden - ikke straf i form af akutte kvælstofreduktioner nu.
Lige nu glæder jeg mig over de små sikre synlige succeser i form af 99 minivådområder, så vi puster fortsat balloner, men kvælstofaftalen skal gentænkes - ellers bliver det svært at få luft.
