I Tjæreby lidt uden for Skælskør er en ny jagtskov på vej hos Per Åris Johansen.
Han er landmand, 65 år gammel og har været jæger i omkring 40 år. I hans 80 kvadratmeter store jagtstue er væggende dækket af trofæer fra jagtrejser verden over.
Hvert gevir og hvert minde fortæller sin egen historie, og nu er tiden kommet til at skabe hans helt egen jagtskov i baghaven, skriver Klimaskovfonden i en Pressemeddelelse.
Med hjælp fra Naturplant og Klimaskovfonden er Per Åris Johansen nemlig klar til at plante lidt over otte hektar skov. En skov, der først og fremmest skal bruges til fornøjelse.
- Jeg glæder mig virkelig. Tanken om at kunne gå rundt i sin egen skov og få mulighed for at gå på jagt lige herhjemme, det ser jeg frem til, siger han.
Drøm har ulmet længe
Drømmen om en jagtskov i baghaven har ligget i baghovedet i to årtier. Så da Per Åris Johansen hørte, at hans jord var blevet udpeget til skovrejsning under Grøn Trepart, gik det stærkt.
- Min ven ringede klokken seks om morgenen og fortalte det. Inden klokken tolv havde jeg ringet til Naturplant og lagt en plan. De kom forbi mandag, vi færdiggjorde planen, og allerede fredag sendte vi ansøgningen afsted til Klimaskovfonden. Det gik stærkt, fortæller han
Skoven skal plantes på en del af hans jord, som de seneste ti år har været forpagtet ud og brugt som agerjord. Flere har spurgt ham, hvorfor han ikke bare solgte jorden og tog gevinsten. Men Per ser ikke skoven som noget tab.
- Du har ikke mistet noget. Du har fået en skov, siger han.
Den kommende skov bliver en blanding af blandt andet bøg, gran og lind, og skal fungere både som produktionsskov og jagtskov. En kombination, der både giver noget afkast og øger ejendommens værdi.
- Produktionsskov giver jo et vist afkast, men ved at lave en jagtskov vil mit hus og ejendom også stige i værdi. I hvert fald for de rigtige mennesker, siger han.
Nem og smidig proces
Det var konsulenten fra Naturplant, der anbefalede Per Åris Johansen at søge støtte til projektet hos Klimaskovfonden, og ifølge Per Åris Johansen har processen været overraskende enkel
- Det hele er gået snorlige. Det har været dejlig nemt og ligetil, så nu ser jeg bare frem til at få træerne i jorden, siger han.
Jorden er klargjort. Nu venter han blot på, at frosten slipper sit tag, så de første træer kan plantes.
Hvis man selv har en gammel drøm om egen skov åbner Klimaskovfonden igen for ansøgninger om tilskud til at plante skov.
Fra den 7. april til den 13. maj er det muligt at søge op til 94.500 kroner per hektar til at rejse skov og op til 109.500 kroner per hektar til at etablere ny urørt skov, beløbet er afhængig af klimaeffekten i skoven. Der er 50 millioner kroner i puljen til skovrejsningsprojekter på 5 hektar eller mere.
Fonden anbefaler, at man får hjælp af en skovkonsulent til ansøgning og projektbeskrivelse.

