Der vil igen i 2026 være økologikonsulenter på markerne rundt om i Danmark, der analyser, regner og vurderer det enkelte landbrugs potentialer i at lægge om til økologi.
Innovationscenter for Økologisk Landbrug og lokale rådgivningsvirksomheder tilbyder nemlig igen gratis omlægningstjek i 2026 til konventionelle landmænd.
- Vi ved, at omlægning til økologi er en stor beslutning. Med omlægningstjekket får landmanden et klart overblik over muligheder og udfordringer og en konkret plan for, hvordan omlægningen kan gennemføres. Det handler om at gøre vejen til økologi mere tryg og overskuelig, siger Jens Peter Hermansen, der er projektleder og chefkonsulent ved Innovationscenter for Økologisk Landbrug i en pressemeddelelse.
Omlægningstjekket består af et besøg fra en økologikonsulent, der gennemgår bedriftens driftsforhold, maskinpark, markedsmuligheder og krav til stald og foder.
Efter besøget får landmanden en rapport med analyser, anbefalinger og beregninger, der giver et solidt grundlag for at træffe en beslutning om omlægning til økologi. Både store og små konventionelle bedrifter, intensive som ekstensive, som har interesse i at få belyst potentialer ved omlægning til økologi, kan booke et omlægningstjek, idet det tilpasses den enkelte bedrifts behov.
Det er også muligt for etablerede økologer at booke et gratis udviklingstjek, hvor de kan få sparring på udvalgte områder. Det kan være mulighederne og økonomien i at udvide med en ny driftsgren eller omstille den nuværende produktion.
Selve omlægnings- eller udviklingstjekket bliver udført af lokale rådgivningsvirksomheder eller Innovationscenter for Økologisk Landbrug selv.
Projektet bygger videre på mange års omlægningsindsats, hvor flere hundrede bedrifter har fået hjælp til økologiomlægning. Projektet er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug.

