I en pressemeddelelse med navnet "Ny rapport: Den danske muld er robust - men vi skal passe på den", skriver Brancheforeningen Genanvend Biomasse blandt andet at "den danske landbrugsjord er robust, og at byernes organiske reststrømme, som for eksempel spildevandsslam, bidrager positivt til jordens sundhed uden større risici".
Rapporten, som foreningen refererer til, er udarbejdet for foreningen af Jakob Magid, lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Men han er ikke enig i flere af de konklusioner, som brancheforeningen drager om hans arbejde. Det fortæller han til Økologisk Nu
- At al dansk landbrugsjord er robust, vil jeg nødig citeres for. Det er ikke det, der står i rapporten. Så der er noget med, hvor langt man kan trække den konklusion, og de er gået lige lovligt langt i det, de skriver, siger Jakob Magid til mediet.
Ifølge ham har forsøgets formål været, at undersøge hvordan en velkendt og robuist jordtype reagerer på meget høje tilførsler af forskellige restprodukter herunder spildevandsslam.
Jorden har et hø'jt indhold af ler og kulstof, og udgør formentligt højst en tredjedel af den danske landbrugsjord, og på den baggrund kan man ikke konkludere, at spildevandsslam generelt ikke udgør en større risiko for dansk landbrugsjord, peger han på.
- De negative konsekvenser kan være ret så dramatiske, hvis vi tager fejl. Hvis vi, som et tankeeksperiment, begynder at sprede slam ud på alle sunde jorde, og de så lige pludselig er forurenet med organiske forbindelser. Det vil være en katastrofe. Derfor mener jeg, at vi skal anvende et forsigtighedsprincip i den her sammenhæng, siger Magid videre til mediet.
Overfor mediet oplyser Brancheforeningen Genanvend Biomasse, at de ikke kan genkende kritikken af deres kommunikation.

