Der er stor glæde blandt medlemmerne af LandboUngdoms Region Storstrøms pløjeudvalg. De har nemlig fået udnerksrift på en aftale med Krænkerup Gods på Lolland, som har sagt ja til at være værter for årets DM i Pløjning.

En aftale, der ifølge 30-årige Morten Enok fra Falster LandboUngdom, som er en del af udvalget, kom i stand ved lidt af et tilfælde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udfordringen hos os er, at vi har en del store bønder hernede, som kører pløjefrit. Og andre igen har jagtudlejning i efteråret, derfor var vi på lidt af en opgave. Vi havde spurgt flere, men den nuværende aftale kom i hus ved et lykketræf. Jeg åbnede munden over for en bekendt på Krenkerup, og ved alle gode tilfælde blev der stablet et møde på benene med godset, forklarer han i en pressemeddelelse.

Nu glæder Morten Enok sig til at kaste sig over næste fase i arbejdet med stævnet og den omfangsrige planlægning.

- Nu har vi udarbejdet kontrakten, og vi er gensidigt enige, og det er virkelig en lettelse at have fået en underskrift, så vi kan vi tage næste skridt i planlægningen af overnatning, aftaler med sponsorer og festens lokation, siger han.

Håndlugningen kan stadig ikke helt undværes i robot-marken
Se også:

Håndlugningen kan stadig ikke helt undværes i robot-marken

Ingen erfaring

Region Storstrøms arbejdsgruppe, der består af to personer fra Lolland, to fra Falster og to fra Sydøstsjælland, gik i gang med forberedelserne til årets DM allerede i september 2025.

Første opgave var at sende tre udvalgsmedlemmer afsted til Fyn for at se, hvad det var, de havde sagt ja til, fortæller Morten Enok.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I de 14 år jeg har været medlem af LU, har vores region aldrig afholdt et pløjestævne. Nu skal vi være værter for både DM i Pløjning og et landsdelstraktortræk. Men jeg er typen, der godt kan lide en udfordring og møde nye mennesker og få et samarbejde til at spille. Så det bliver sjovt at prøve, siger han.

Tæt trafik for at holde på fugten
Se også:

Tæt trafik for at holde på fugten

Fordelagtig placering

Krenkerup Gods er geografisk placeret på Lolland, ved Sakskøbing, ikke langt fra motorvej E47 og Nykøbing Falster, og ifølge Morten Enok betyder det meget for udvalget, at DM i Pløjning er nemt at komme til for både deltagere og publikum. Og så er der en lille ekstra fordel ved godset, forklarer han.

- Det gode ved Krenkerup er lokaliteten og historien. Vi er tæt på motorvejen, så det er til at komme til og få gjort mange publikummer opmærksomme på, at vi er der. Desuden har Krenkerup deres eget ølbryggeri, og det giver da helt klart en god synergi, at vi kan fortælle, at den øl, vi langer over disken, er brygget på selv samme marker, hvor der bliver pløjet, siger han.