Forbud mod alle typer pighalsbånd, øget og mere målrettet kontrol i staldene, krav om bedøvelse forud for kastration af grise, flere midler til Dyrenes Vagtcentral og et stop for avl af hunde med helbredsproblemer.
Det er blot nogle af de konkrete tiltag fra dyrevelfærdsaftalen, som blev indgået med et bredt flertal i Folketinget for to år siden. Status er nu, at 23 af aftalens 31 initiativer er implementeret, og det betyder, at størstedelen af aftalen er i mål, skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Samtidig forventer ministeriet, at mindst fire tiltag mere bliver implementeret i løbet af 2026. Det gælder blandt andet markante strafskærpelser, så dem, der overtræder reglerne, risikerer at få op til seks års fængsel, hvilket er en tredobling af strafferammen.
Tiltagene i aftalen dækker over både kæle- og produktionsdyr, og på listen herunder er tiltagene med relevans for produktionsdyr fremhævet med fed.
- Initiativ mod ekstrem avl af kæledyr
- Præcisering af regler om opbinding af hunde
- Forbud mod visse hundehalsbånd
- Styrket indsats for katte
- Styrkelse af Det Statslige Dyrevelfærdsmærke
- Øget bevilling til Dyrenes Vagtcentral
- Bedre afrapportering af Dyrevelfærdsrapporten
- Øget og målrettet kontrol
- Bedre opgørelsesmetode for antibiotika for produktionsdyr
- Undersøgelse af højere overlevelse for pattegrise
- Løse søer i farestalde
- Flere grise med hele haler
- Overbrusning i grisestalde
- Krav om bedøvelse forud for kastration af grise
- Flere løsdriftsstalde og udfasning af bindestalde for kødkvæg
- Længerevarende smertedækning ved afhorning af kalve
- Markedsføringsindsats for langsommere voksende kyllinger
- Statsligt stop for køb af hurtigt-voksende kyllinger gennem statslige indkøbsaftaler
- Fokus på dyrevelfærden i den danske slagtekyllingeproduktion
- Undersøgelse af alternativer til aflivning af hanekyllinger
- Vidensyntese om dyrevelfærd på fiskeområde, undersøgelse af dyrevelfærdsmæssige konsekvenser ved opdræt af blæksprutter og forelæggelse af skylning af hummere og dyrevelfærd for Det Veterinære Sundhedsråd
- Støtte til schweisshundeførere
- Styrket kontrol med fodring af mink
- Der er rigtig mange holdninger til dyrevelfærd, og udfordringerne, vi ser i nogle stalde, er ikke nye. Mange af de kritiske røster, vi hører i debatten i dag, har de seneste mange år været del af et flertal i Folketinget og dermed haft alverdens mulighed for at sætte ind med konkret handling og tiltag. Uden at der skete noget. På min vagt er Danmarks første dyrevelfærdsaftale ved at blive implementeret, samtidig med at antallet af kontroller øges markant, ligesom der gennemføres en tredobling af strafferammen for grov dyremishandling. Tidligere blev der mest snakket - nu bliver der handlet, siger minister Jacob Jensen, Venstre.

