Viking Danmark har indgået aftale om at købe 49 procent af aktierne i VetSalus Scandinavia fra Dyrlæger & Ko, som fortsat vil eje 51 procent af selskabet. Det meddeler VetSalus i en pressemeddelelse.
Investeringen skal markere et vigtigt strategisk partnerskab mellem de to aktører i den nordiske landbrugs- og veterinærsektor.
Som en del af aftalen får Viking Danmark to af fire bestyrelsespladser i VetSalus Scandinavia samt én plads i den globale bestyrelse i VetSalus.
Bestyrelsessammensætningen afspejler ambitionen om et tæt og langsigtet samarbejde, hvor veterinærfaglighed, landbrugsrådgivning og bæredygtig fødevareproduktion bindes endnu tættere sammen.
VetSalus Scandinavia arbejder med uafhængig veterinær rådgivning inden for dyresundhed, dyrevelfærd og bæredygtighed i hele fødevare-værdikæden, og samarbejdet med Viking Danmark skal styrke koblingen mellem praksisnær rådgivning, data og strategisk udvikling på tværs af værdikæden.
- Vi ser et stort potentiale i at bringe dyrlægerne endnu tættere på den strategiske rådgivning af fødevarevirksomheder. VetSalus har en stærk faglig profil og en international platform, som matcher vores ambition om at styrke både dyrevelfærd, produktivitet og bæredygtighed i dansk og nordisk landbrug, siger Hans Peter Bay, direktør i Viking Danmark.
For Dyrlæger & Ko er aftalen et naturligt næste skridt i udviklingen af VetSalus som en uafhængig veterinær aktør med international rækkevidde.
- Med Viking Danmark får vi en ejer og partner, der deler vores grundlæggende syn på værdien af faglighed, langsigtet ansvarlighed og praksisnære løsninger. Aftalen giver VetSalus Scandinavia et endnu stærkere fundament og sikrer samtidig et endnu større netværk på tværs af de skandinaviske lande siger Rune Friis Kristensen, direktør i Dyrlæger & Ko og Interim CEO i VetSalus Ltd.
Begge parter fremhæver, at samarbejdet skal bidrage til at styrke begge virksomheders rolle i en bæredygtig omstilling af fødevareproduktionen og skabe mere sammenhæng mellem dyresundhed, økonomi og samfundets forventninger til landbruget.
Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

