Abonnementsartikel
4.497.470.537 kg mælk. Så meget blev det til i perioden 1. april 2007 til 31. marts 2008. Dermed udnyttede de danske mælkeproducenter 99,95 procent af landekvoten på knap 4,5 mia kilo mælk, skriver Mejeriforeningen.
Det havde været frygtet at kvoten ville blive overskredet og man derfor skulle betale den såkaldte superafgift, men nu slipper producenterne altså for en ekstraregning.
- Ude på de enkelte bedrifter har man været meget dygtige til at styre mængderne, og det har betydet, at producenterne samlet set har udnyttet rammen næsten 100 pct. Var der bare produceret 2,1 mio. kg mælk mere det svarer til ca. 1/6 af en hel dags produktion så havde det udløst strafafgift, siger afdelingsleder Herluf Dose Christensen fra Danske Mejeriers Mælkeudvalg.
Sidste år lykkedes det ikke at holde sig under kvoten. En overproduktion på 28 millioner kilo udløste en kollektiv afgift på 60,4 millioner kroner. Det betød en regning på 37.600 kroner pr. bedrift.
At det ikke gik så galt i år, er der nogle producenter der skal prise sig lykkelige over:
- Der var 55 producenter, som ift. til deres individuelle kvote havde en overskridelse på mere end 25 pct. Med en afgift på 2,07 kr. pr. kg mælk produceret for meget kunne det være løbet op i en stor regning, fastslår Herluf Dose Christensen.