Mange af os forstår frustrationen over, at mange lokalsamfund er ved at dø ud.
Den følelse deler mange af os, der er vokset op på landet.
Jeg er selv opvokset i et lille lokalsamfund og bor her faktisk stadig - som den eneste fra min årgang. Da jeg var barn, gik jeg i skole i Nr. Vium. Vi havde skole fra børnehaveklasse til 7. klasse, og der var masser af liv fodbold for børn i alle aldre, damehold og hele tre seniorhold for mænd.
Så lukkede man skolen i Nr. Vium. Den blev flyttet otte kilometer væk og lagt sammen med en anden skole. Og så forsvandt omdrejningspunktet for lokalsamfundet.
For hvad skal folk egentlig mødes om, når skolen er væk?
I dag er der højst to børnefodboldhold tilbage og et herre-seniorhold. Meget er døet ud. Vi har svært ved overhovedet at holde en sportsfest i Nr. Vium, fordi mange herude har mistet tilknytningen til de lokale foreninger.
Derfor rammer alternativets Helene Brydensholts fortælling om, at svineproduktionen er hovedårsagen til affolkningen, helt skævt.
Udviklingen i landdistrikterne er først og fremmest et resultat af årtiers politiske beslutninger: lukning af små skoler, sammenlægning af uddannelser og arbejdspladser, færre lokale tilbud og længere afstand til hverdagens nødvendigheder.
Når rammerne forsvinder, flytter mennesker - uanset hvilken produktion der ligger i området. De lokale købmænd og foreninger er ikke forsvundet, fordi landbruget vokser, men fordi skolerne lukkede først, så de lokale fritidsaktiviteter, og til sidst forsvandt de, der boede der.
Hvis vi vil have en seriøs debat om miljø, natur og dyrevelfærd - og samtidig ønsker liv på landet - kræver det en bredere og mere ærlig landdistriktspolitik.
En politik, der handler om mennesker, muligheder og lokale fællesskaber, ikke om at udpege én produktionsform som forklaring på det hele.
