I 2021 fik 80 personer fra Uganda ophold i Danmark gennem ordningen for landbrugspraktikanter. I 2025 var antallet 566, og det får nu udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund til at skærpe kontrollen, for at undgå mulig snyd, skriver AgriWatch på baggrund af en artikel i Politiken.
På grund af stigningen blev der allerede sidste år skærpet kontrol, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) undersøgte, om praktikanterne reelt opfylder kravene til uddannelsen, der er hele forudsætningen for at kunne søge ordningen.
Der viste sig dog at være betydelige udfordringer med at vurdere, om ansøgernes dokumenter og uddannelser er retvisende.
I fremtiden skal praktikanterne derfor møde op på den danske ambassade i nabolandet Kenya til en personlig samtale for at kunne få opholdstilladelse som landbrugspraktikant.
Samtidig har Rasmus Stoklund bedt myndighederne kontrollere, om de ugandiske elever, der allerede er i Danmark, lever op til kravene om uddannelse.





