Teknologiudvikleren Welltec og GreenFarm, der leverer skalerbare biogasanlæg til husdyrbrug, tester lige nu et småskala CO2-fangstsystem på anlægget ved Gråsten Landbrugsskole.
Systemet opsamler CO2 direkte fra røggassen, noget, der tidligere kun har været muligt på store industrielle anlæg, skriver GreenFarm i en pressemeddelelse.
Projektet, der har kørt siden 2024 med støtte fra EUDP, nærmer sig en vigtig milepæl: De første opsamlede dråber CO2 vil snart kunne dokumenteres.
Næste skridt er en opgraderet prototype, som forventes at være mere energieffektiv og levere CO2 af højere kvalitet. Den teknologi, der testes, består af et modulopbygget carbon capture-system, der er målrettet større landbrug. Hele anlægget er samlet i en 20-fods container med tilhørende opsamlingstank, hvilket gør installationen enkel og fleksibel.
- Det er et spændende samarbejde med GreenFarm, Gråsten Landbrugsskole og ikke mindst DTU, AAU og Esbjerg Havn. Vi har udviklet en effektiv og simpel løsning, som burde være af stor interesse for landbruget. Vi ser frem til at installere systemet hos flere landbrug og decentrale fjernvarmeanlæg, siger Jacob Faurskov, Executive Vice President og Welltecs projektleder på EUDP-projektet.
Innovation på gårdniveau
Målet med projektet er at demonstrere, at mindre decentrale anlæg kan integreres i fremtidens CO2-infrastruktur på en omkostningseffektiv og sikker måde. hele vejen fra opsamling i Gråsten til anvendelse på Esbjerg Havn.
Projektet viser, hvordan innovation på gårdniveau kan blive en del af en større, cirkulær værdikæde, der både gavner miljøet og skaber nye indtægtsmuligheder for landmænd.
- Vi er stolte over at kunne vise, at CO ikke blot er en udledning, men en værdifuld ressource, siger GreenFarms administrerende direktør Frank Wennerberg og tilføjer:
- Projektet dokumenterer, at også decentrale biogasanlæg kan spille en central rolle i den grønne omstilling.
Med fangstsystemet forventes det, at et gennemsnitligt landbrug med 10.000 kubikmeter gylle kan opsamle op mod 400 tons biogen CO2 om året, svarende til den årlige udledning fra cirka 180 personbiler eller 40.000 træer, der opsamler CO2 i et helt år.
Landbrugsskole som testmiljø
Gråsten Landbrugsskole fungerer som et ideelt testmiljø, da skolen allerede arbejder aktivt med bæredygtighed, energiproduktion og grøn omstilling.
Her produceres solenergi, biogas og varme, og skolen arbejder på at blive selvforsynende. CO2-fangstprojektet supplerer skolens initiativer og giver elever, samarbejdspartnere og erhvervslivet mulighed for at se fremtidens grønne løsninger i praksis.
- Det er rigtig spændende at være en del af et projekt, som giver os mulighed for at bidrage aktivt til den grønne omstilling og vise, hvordan landbruget kan spille en afgørende rolle for fremtidens bæredygtige løsninger, siger Bjarne Ebbesen, forstander på Gråsten Landbrugsskole, og tilføjer:
- Vi venter spændt på, at de første resultater snart lander.





