Danskerne køber færre økologiske varer. Men færre. Nye tal fra Økologisk Landsforening viser, at mængden af økologiske fødevarer, der blev købt i 2025, faldt med 1,8 procent sammenlignet med året før. Salget har reelt stået stille siden 2020. Det burde give anledning til eftertanke - ikke ønsketænkning.
Alligevel lyder meldingen fra minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, at løsningen er at fordoble det økologiske landbrugsareal. Mere udbud vil gøre økologien mere konkurrencedygtig, lyder argumentet - og så skal efterspørgslen nok følge med.
Hos Spiras tillader vi os at tvivle.
For der er én ting, som den politiske fortælling konsekvent overser: Økologi vil altid koste mere. Ikke fordi landmændene er grådige, men fordi produktionen er dyrere. Det forsvinder ikke, bare fordi man politisk beslutter sig for at dyrke mere økologi.
Det er ikke et spørgsmål om holdning. Det er et spørgsmål om økonomi.
Når både Økologisk Landsforening og ministeren selv peger på stigende fødevarepriser som den primære årsag til, at forbruget stagnerer, burde konklusionen være åbenlys: Forbrugerne stemmer med pengepungen. De vil gerne - men de kan eller vil ikke betale merprisen.
At tro, at man kan løse et efterspørgselsproblem ved ensidigt at skrue op for udbuddet, er klassisk planøkonomisk tænkning. Det er samme logik, som siger, at hvis bare vi producerer nok, så skal markedet nok følge med. Historien viser, at det sjældent ender godt - især ikke i landbruget.
Risikoen er åbenlys: Flere økologiske marker, flere økologiske produkter - men stadig for få kunder. Resultatet bliver pres på priserne, ringere økonomi for de økologiske producenter og i sidste ende en svækkelse af netop den sektor, man ønsker at styrke.
Det er ikke grøn omstilling. Det er grøn gambling.
Forslaget om at sænke eller fjerne momsen på økologiske fødevarer er mere ærligt, fordi det anerkender realiteten: Økologi er dyrere, og hvis samfundet vil have mere af det, må samfundet også være villigt til at betale. Men også her bør man være ærlig. Selv uden moms vil der være en merpris. Den kan mindskes - ikke elimineres.
Derfor er det problematisk, når der skabes en politisk fortælling om, at mere økologisk areal automatisk gør økologien "konkurrencedygtig" på lige fod med konventionelle varer. Det skaber urealistiske forventninger - både hos forbrugere og producenter.
Hos Spiras mener vi, at økologien har en vigtig plads i dansk landbrug. Men den skal udvikles på et realistisk grundlag. Ikke på politiske ambitioner, der ignorerer markedets grundlæggende mekanismer.
Hvis danskerne køber mindre økologi, er svaret ikke automatisk at producere mere. Først må man turde stille det svære spørgsmål: Hvor meget er forbrugerne reelt villige til at betale - også når økonomien er presset?
Indtil politikerne tør tage den diskussion ærligt, risikerer vi at dyrke en økologisk illusion. Og illusioner kan ingen landmand leve af.
