Der samles sten som aldrig før. Ikke som tidligere, da børn i foråret traskede ud over endeløse marker og smed sten op i en vogn, men ved hjælp af traktortrukne stensamlere med stor arbejdsbredde.

Et af mærkerne kommer fra Kivi-Pekka i Finland, hvor der som bekendt er rigtigt mange sten på markerne nogle steder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark importeres de af jyske EngrosConcept og sælges primært via regionale forhandlere, meddeler importøren i en pressemeddelelse.

Kivi-Pekka-stensamler ruller ud hos Hammerum Servicecenter
Se også:

Kivi-Pekka-stensamler ruller ud hos Hammerum Servicecenter

To af forhandlerne, Hammerum Servicecenter i Jylland og Saltbæk Agro Maskinhandel på Sjælland, har valgt at investere i demomaskiner her før forårsarbejdet starter. Det samme har importøren selv.

- Interessen for at samle sten før afgrødeetablering er støt stigende, fortæller Arne Nielsen fra EngrosConcept og tilføjer:

- Vi er selvfølgelig interesserede i, at endnu flere oplever fordelene.

Hvor det tidligere primært handlede om at samle sten før kartofler, så kører landmænd og maskinstationer nu også før etablering af specialafgrøder, grøntsager, frøgræs, så der ikke senere i vækst- og høstsæsonen sker skader på dyre og sårbare specialmaskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fælles satsning

De tre demomaskiner som henholdsvis Hammerum Servicecenter, Saltbæk Agro Maskinhandel og EngrosConcept sender ud på markerne hos interesserede kunder til foråret, er de største modeller Kivi-Pekka kan levere.

De kan samle sten på op til 50 centimeter i diameter fra et arbejdsområde på syv meters bredde. Stenene havner i en fem kubikmeter stor beholder og aflæsses typisk i stakke eller direkte i tipvogne, hvilket gør flytning og genbrug af stenene til for eksempel naturprojekter langt nemmere.

Finsk stensamler gør livet nemmere hos AP Grønt
Se også:

Finsk stensamler gør livet nemmere hos AP Grønt

Demomaskinerne har som noget nyt hydraulisk drift af de siderotorer, der river stenene ind mod selve opsamleren. Den hydrauliske funktion tjener flere formål.

Dels eliminerer det hydrauliske træk risikoen for skader, når rotorerne hæves i transportposition. Dels er det nemt at køre rotorerne baglæns for at rense dem, hvis de skulle blive tilstoppet af store mængder planterester, gammel plast, bindegarn og andre irriterende "overraskelser", der gemmer sig lige under jordoverfladen.

De store modeller med hydraulisk drift af siderotorerne er endnu meget nye på markedet, så det er noget særligt, at de kan vises i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da vi så dem første gang, bookede vi plads i produktionskøen til de tre her med det samme, og det får alle glæde af nu, fortæller Arne Nielsen.