Efter Laurids Erik Andersen fra årsskiftet har valgt at lukke Mejlby-Hedeby Maskinstation og sætte maskiner til salg på auktion, har han nu også solgt sine 605 hektar landbrugsjord.
- Det har været vigtigt for mig, at afslutningen på mit livsværk blev håndteret ordentligt og med respekt for det arbejde, der ligger bag. Men det har mindst lige så meget betydet noget, at handlen er tilrettelagt på en måde, hvor de lokale landmænd kan komme videre, siger Laurids Erik Andersen i en pressemeddelelse fra Frejs Landbrug & Projektudvikling, der står bag handlen.
Det er Naturstyrelsen, der køber og overtager landbrugsjorden ved Stauning, vest for Skjern. Salget udgør en central forudsætning for realiseringen af Klima-Lavbundsprojekt Pumpestation Nord.
- Handlen er Naturstyrelsens største enkeltstående landbrugshandel inden for klima- og lavbundsjord og samtidig den største handel, Frejs Landbrug & Projektudvikling til dato har været mægler på.
Parterne er endt på en handelspris på cirka 125 millioner kroner.
Jordfordeling til landmænd
En væsentlig del af de 605 hektar kommer dog ikke til at indgå direkte i selve lavbundsprojektet, men skal anvendes til jordfordeling til landmænd i og omkring Stauning, som afgiver arealer til Klima-Lavbundsprojekt Pumpestation Nord.
Landbrugsmægleren oplyser, at handlen dermed ikke alene spiller en central rolle i realiseringen af projektet, men også i at sikre, at lokale landmænd fortsat kan drive deres bedrifter gennem adgang til erstatningsjord i nærområdet.
- En stor del af jorden skal bruges til jordfordeling, så landmænd i Stauning-området kan få erstatningsjord og fortsætte deres drift. Det har vi vendt undervejs sammen med vores landbrugsmægler Frejs Landbrug & Projektudvikling, og at det nu er lykkedes at få det til at hænge sammen, samtidig med at jorden kan indgå i Naturstyrelsens arbejde med klima og miljø, ser jeg som en rigtig god løsning, siger sælger Laurids Erik Andersen.
Ifølge Finn Pedersen, ejer af Frejs Landbrug & Projektudvikling, er handlen et tydeligt eksempel på den type komplekse strukturhandler, som fylder mere og mere i markedet.
- Handler i denne størrelsesorden kræver mere end traditionel formidling. Det handler om struktur, timing og diskretion, men også om at få lokale hensyn, lodsejerinteresser og myndighedsprocesser til at spille sammen. Her er erfaring afgørende, siger Finn Pedersen.
Naturstyrelsen overtog jorden den 1. februar 2026, men den hidtidige ejer fortsætter forpagtningen frem til udgangen af 2027.

Gård til salg
I forlængelse af handlen vil Laurids Erik Andersen og hans hustru Eva Andersen nu også sælge deres private bolig ligesom de tilhørende driftsbygninger, der tidligere har været anvendt i maskinstationens daglige drift, også sælges. Disse ejendomme indgår ikke i de 605 hektar, men sælges særskilt.





